Det er tidligere blevet meldt ud, at Bryan Adams i år optræder til Fredagsrock og LørdagsHits henholdsvis den 8. og den 9. august. Nu kan Tivoli afsløre, at endnu et internationalt navn, der gennem mere end fem årtier har sunget sig ind i hjerterne hos publikum bliver en del af Tivolis LørdagsHits programmet. Der er tale om legende Tom Jones, der indtager scenen på Plænen den 19. juli kl. 21:00.
LørdagsHits i Tivoli hylder for fjerde år i træk popmusik, der stadig holder efter flere årtier. Koncerterne er blevet et populært mål for fans med kærlighed til tidløs popmusik de kender. Der er i juli og august måned programsat otte live koncerter på Plænen på lørdage fra klokken 21.00. Koncertrækken tæller bl.a. Queen Machine, Lis Sørensen, Danser med Drenge, NEWS med Søs Fenger i front og Shu-Bi-Dua 2.0 mfl.
Tom Jones fuldender programmet
Tom Jones er historien om kulminearbejder-sønnen fra Wales der blev verdensstjerne. Med en karriere, der strækker sig over mere end fem årtier, har Tom Jones begejstret generationer med sin kraftfulde stemme og utallige hits. Publikum kan glæde sig til at synge med på klassikere som What’s New Pussycat, It’s Not Unusual, Delilah og I’ll Never Fall in Love Again.
Tom Jones, der blev adlet af den nu afdøde Dronning Elizabeth i 2006, har for længst bevist sin evne til at forny sig gennem årene og favne genrer som rock, pop, soul og r&b. Hans overskudsagtige energi og karisma gør ham stadig til en af de mest elskede og streamede artister i verden. Sir Tom Jones der fylder 85 år den 7 juni er igen tilbage i Tivoli og han er fortsat Mr. Sex Bomb!
LørdagsHits program 2025 med programstart kl 21.00:
· 5. juli: Queen Machine
· 12. juli: NEWS
· 19. Juli: Tom Jones
· 26. juli: Lis Sørensen
· 2. august: Michael Learns to Rock
· 9. august: Bryan Adams, hvor der er DJ opvarmning med radiolegenden Jørgen de Mylius
· 16. august: Danser med Drenge
· 23. august: Shu-Bi-Dua 2.0