Den 25. april har det alternative rockband Baghånd genoplivet garagerocken med ny single Månedans – en eksplosiv fortælling om ungdommens rastløshed, forelskelsens ekstase og jagten på mening. Nummeret veksler elegant mellem melankoli og eufori, hvor modløsheden kulminerer i en intens fejring af nuet.
Med skarpe guitarriffs, kompromisløse tekster og energiske, nærmest kaotiske instrumentale passager, placerer Baghånd sig som en stærk ny stemme på den danske rockscene.
Månedans er en sanselig sommerfortælling om begær og stormende forelskelse – om at give slip på hæmningerne i jagten på en kærlighed, der måske aldrig bliver gengældt. Det er soundtracket til solnedgange, strandsex og den bittersøde spænding før det hele brænder sammen.