Tivoli afslørede i januar, at den verdenskendte canadier Bryan Adams spiller på Plænen den 8. og 9. august til Fredagsrock og LørdagsHits. Nu kan Saint Clara, Veronica Maggio og Aqua føjes til årets Fredagsrock program. Planlægningen af programmet er fortsat i proces og forventes klar til marts. Det står fast, at der lægges ud med Saint Clara den 25. april klokken 22:00.
Tivoli åbner for årets sommersæson den 4. april med påsketema og publikum kan også godt begynde at se frem til årets Fredagsrocksæson. Fans kan glæde sig til den 25. april, hvor en af Danmarks største poptalenter, Saint Clara, indtager Plænen til årets første Fredagsrock-koncert. Som 17-årig brød hun igennem med hittet Crazy, og siden har hun udviklet sig til en af landets mest efterspurgte sangere. Saint Clara har på sin seneste EP Songs I Cry 2, fra februar udforsket sit eget følelsesliv og her kan fans glæde sig til sangen How I Love You. Hun lover, at koncerten byder på både nye og gamle sange fra hendes sangkatalog, fremført uden store armbevægelser, dansere eller pyroteknik: bare Saint Clara og band.
”Det bliver helt nyt for mig at fremføre mine sange uden en kæmpe produktion, men med mere nærvær og nerve – og i disse omgivelser håber jeg, at publikum får en helt særlig og ny oplevelse sammen med mig. Dette koncertformat er nærmest skabt til min nye EP Songs I Cry 2. Jeg forventer, at det hele løfter sig til nye højder for alle i forlystelseshaven. Jeg glæder mig helt vildt til at spille den”, udtaler Saint Clara.
Svensk popmusik
Publikum kan uden tvivl også se frem til en musikalsk oplevelse den 20. juni, når popstjernen fra Sverige Veronica Maggio med sit band indtager Fredagsrock.Veronica Maggio er kendt for sin entusiasme på scenen og fans kan se frem til bundsolide hits som Välkommen in, Jeg kommer og Måndagsbarn. Hun er blandt Sveriges største kunstnere, og omtales konsekvent som en sand popdrottning. Ifølge Spotify er hendes sange blevet streamet mere end en milliard gange alene på deres platform.
Aqua indtager Plænen 4. juli
Den dansk-norske hitgruppe Aqua er garant for koncerter med stribevis af hits. Aqua og deres mange fans kan se tilbage på minderige koncerter over hele verden og ikke mindst i Tivoli. Et år svævede f.eks. Lene Nystrøm og René Dif hængende i en wire over Plænen, mens de sang for bare at nævne en ting. Hvad nogle betegnede som et pop-døgnfluefænomen har Aqua for længst gjort til skamme med deres slidstærke hits. I år kan fx albummet Aquarius med klassikere som Around the World og Cartoon Heroes fejre 25-års jubilæum. Nu er de her igen og der er udsigt til en velsmurt jukebox-hit-fest, når de skruer op for sange som Barbie Girl, My oh My og Roses Are Red. Og mon ikke de erfarne Aqua folk har nogle overraskelser med i ærmet?