Han vandt KarriereKanonen 2023, spillede udsolgte shows og udgav sin debut-EP. Nu er Kris tilbage og har endnu en EP på vej. Allerede nu er single Attitude ude.
Attitude er første single fra Kris’ kommende EP, ALTERDETSAMME, der viser nye sider af et lysende talent med et klub anthem, der fanger det elektriske spændingsfelt mellem frihed og forfald.
“Alle kender den her person, som har dedikeret sit liv til festen, natten og tung bas – alt det farlige, men også dragende og spændende ved byen. Det er dem, vi synger om her – de uovervindelige.” Sådan fortæller Kris, der løb med titlen som KarriereKanonen-vinder i sommeren 2023. Siden fulgte EP-debuten, For evigt forbi, mere end 20 koncerter, udsolgt Ideal Bar, Lille VEGA og SPOT Festival, alt imens stilen og hans allerede kompromisløse produktioner udviklede sig i en ny retning.
Titlen, Attitude, beskriver i sig selv den udvikling. Kris’ nye sound er et hårdere, medrivende, hypnotisk univers hvor natten er et frirum og flugt fra virkeligheden.
”Det hele er blevet tungere, mere dystert, men også mere frit. De nye sange repræsenterer for mig et sted man kan søge ind i og være præcis, hvem man vil – hvor man glemmer sine tanker og problemer, men også konfronterer dem”, fortæller Chris.
Ligesom tidligere udspringer de nye sange af et tæt samarbejde med produceren, Mathias Kjeldgaard, mens Attitude gæstes af det unge R&B-talent, Will.
Lyt til Attitude i nedenstående.