Århusianske Carmie udkommer fredag med sin nye EP Learn To Live.
Med sin ærlige og personlige tilgang, åbner Carmie blandt andet op for et gennemgående tema på hele EP’en: Afhængighed. Titelsangen Learn To Live repræsenterer en refleksion over den udvikling, Carmie har gennemgået – en rejse gennem komplekse relationer og afhængigheder, både til mennesker og til vaner.
Hun deler sin egen oplevelse af at være afhængig af at have mennesker omkring sig – selv når de relationer var opslidende og destruktive. Det er en rejse fra at være afhængig af andre, til at finde styrken i at kunne stå alene:
“Titelsangen handler om at erkende, hvilke relationer der har taget for meget af én, og finde friheden i at leve uden dem”, forklarer Carmie.
Lydmæssigt bærer sangene tydeligt præg af kontrasten mellem det organiske og det elektroniske, hvilket har været et gennemgående element i Carmies musikalske udvikling.
Carmie debuterede med EP’en Lost In May i 2021, der sendte en kærlig hilsen til de klassiske soultraditioner og introducerede hendes r&b- og singer-songwriter-inspirerede lyd. Siden har hun imponeret med optrædener på SPOT Festival, Uhørt Festival og som headliner i Musikhuset Aarhus, hvor hun vender tilbage den 22. marts som support for Emma Sehested Høeg.