Artiklen fortsætter efter videoen
Den københavnske rockkvartet Falderebet udgav sidste år det anmelderroste album – Solen står Op. Udgivelsen blev efterfulgt af næsten 40 koncerter i hele landet, herunder en succesfuld tour i efteråret med Magtens Korridorer – 17 koncerter foran flere tusinde mennesker. Nu er Falderebet klar med en ny og selvstændig singleudgivelse. Sangen hedder Kan Du Huske Jens Christian?, og udkommer fredag den 21. februar.
Kan du huske Jens Christian? er en potent, pågående og højenergisk sang, der handler om en gammel højskolekammerat, som hovedpersonen for længst har mistet kontakten med. Han har forsøgt at finde ud af, hvad og hvor han er nu, men kan hverken finde ham på Facebook, Instagram eller ved google-søgninger. Det sætter hovedpersonen i gang med at fantasere om, hvad der er sket med ham. Forsanger og sangskriver Bo Bech Arvin siger følgende om sangen:
”Teksten er inspireret af mit højskoleophold på Askov Højskole tilbage i 90’erne, og min gamle kammerat derfra – Jens Christian – som jeg for længst har mistet kontakten med. Det satte mig i gang med en ikke særlig helhjertet jagt på at finde ham – da jeg egentlig hellere ville fantasere lidt om, hvad der mon var blevet af ham i en poetisk sangtekst – end jeg egentlig ville vide det i virkeligheden. Jagten efter den gamle kammerat handler måske ligeså meget om hovedpersonen selv, og en længsel efter det, der var.”, siger Bo Bech Arvin.
Falderebet er i studiet, hvor de indspiller nyt materiale til kommende udgivelser, men kan dog opleves til udvalgte koncerter rundt om i landet her i foråret.