Roskilde Festival løfter sløret for 28 nye navne

Roskilde Festival løfter sløret for 28 nye navne

Deltagere på sommerens Roskilde Festival kan glæde sig til at opleve nogle af de internationale musiknavne, som med kometfart bevæger sig i retning af at blive morgendagens helt store stjerner. Den amerikanske rapper Doechii og country-hitmageren Shaboozey, der begge spiller deres første danske koncert til sommer, er sammen med briterne Beabadoobee og Lola Young blandt de 28 navne, som Nordeuropas største musikfestival i dag kan præsentere.

Artiklen fortsætter efter videoen


Doechii og landsmanden Shaboozey er tilsammen nomineret til hele otte Grammy Awards – og begge som Best New Artist – mens Lola Young storhitter over hele verden og herhjemme med nummeret ‘Messy’. “Roskilde Festival handler både om at præsentere nutidens bedste musik og om at kigge i krystalkuglen og give vores deltagere et glimt af fremtiden. Kunstnere som Doechii, Shaboozey, Beabadoobee og Lola Young repræsenterer en ny æra af internationale stjerner. Vi tror på, at de bliver nogle af de helt store og toneangivende på fremtidens musikscene. Og vi er stolte af at være en del af den udvikling,” siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.

Festivaldeltagerne kan også se frem til en sand hiphop-lektion af den amerikanske rapper Schoolboy Q, der i 2024 udgav sit sjette album, Blue Lips. Albummet blev hyldet af en samlet anmelderskare og er at finde på flere lister over årets bedste plader, heriblandt hos danske Soundvenue. 

Gådefuld popstjerne indtager Orange Scene
Årets Roskilde Festival byder også på et møde med den hemmeligste person i dansk musik. Den maskerede danske rapper og sanger D1MA spiller sin eneste koncert i år, når han indtager Orange Scene med ny musik til en nattekoncert. D1MA udgav i 2023 det anmelderroste album EV1GT&ALT1D, og samme år gav han sin første koncert på Roskilde Festival, der høstede seks stjerner i Politiken og følgende replik: “D1MA var et lyn, der slog ned i Dyrskuepladen. Hans Roskilde-debut var ganske enkelt en sensation.” “D1MA er en af de mest bemærkelsesværdige skikkelser i ny dansk rap- og popmusik. Han har både anmeldere og publikum i sin hule hånd og er en fænomenal liveperformer, og han insisterer på at gøre tingene på sin egen måde. Jeg tør godt love, at sommerens show på Orange Scene med D1MA bliver en koncert, man ikke vil misse,” siger Thomas Sønderby Jepsen. 

Legender og nye strømninger fra hele verden
Det legendariske industrial rock-band Nine Inch Nails med Trent Reznor i spidsen slutter sig også til sommerens program. I bagkataloget har de ikoniske hits som Closer og Hurt, og deres koncert på Roskilde Festival bliver en del af en større verdensturné. Den argentinske powerduo Ca7riel & Paco Amoroso, som i 2024 udgav albummet Baño Mario og skabte overskrifter med en Tiny Desk-koncert, der er blevet streamet mere end 22 millioner gange, er også en del af dagens offentliggørelse. Det samme gælder den britiske indierock-duo Wet Leg, der bragede igennem i 2022 med deres selvbetitlede albumdebut, og som til sommer har ny lyd med, når de optræder på Roskilde Festival. Blandt de 28 nye navne finder man desuden den eksperimenterende oprørsmusiker Jako Maron fra det franske oversøiske departement Reunion, feministisk trap-rap fra det chilenske queer-ikon Akriila, singaporeansk hyperpop fra Yeule og elektronisk raga fra den anmelderroste indiske komponist Arushi Jain.

81 navne offentliggjort
Tidligere offentliggjorte navne tæller den amerikanske popstjerne Olivia Rodrigo, rockbandet Fontaines D.C., rapperen Stormzy, metal-legenderne Deftones, den danske rapper Artigeardit og den britiske producer Jamie xx. Med dagens offentliggørelse har festivalen nu løftet sløret for i alt 81 navne til sommerens program, der kommer til at tælle omkring 200 musiknavne samt en lang række navne inden for kunst og aktivisme. Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli. En partoutbillet til sommerens festival koster 2.520 kroner plus gebyr, en todagesbillet koster 2.070 kroner plus gebyr, og en endagsbillet koster 1.300 kroner plus gebyr. Hele festivalens overskud doneres til støtte for børn og unges muligheder.

I dag føjes følgende 28 navne til Roskilde Festivals plakat:
Beabadoobee (UK)
D1MA (DK)
Doechii (US)
Nine Inch Nails (US)
Schoolboy Q (US)
Ca7riel & Paco Amoroso (AR)
Lola Young (UK)
Lucy Dacus (US)
Shaboozey (US)
Wet Leg (UK)
4am Kru (UK)
Akriila (CL)
Alabaster Deplume (UK)
Annahstasia (US)
Arushi Jain (IN)
Body Meat (US)
Couch Slut (US)
Fabiana Palladino (UK)
Jako Maron (RE)
Kassa Overall (US)
Major League DJz (ZA)
Moin (UK)
Neckbreakker (DK)
Nídia & Valentina (PT/IT)
Paydar (DK)
Soleima (DK)
This Is Lorelei (US)
Yeule (SG)

Share