GAFFA udråbte for nylig Carmie som en artist, man skal holde øje med i 2025, og med singlen Talk To Me, der udkommer den 17. januar, beviser hun hvorfor. Samtidig med singleudgivelsen afslører hun, at der er en EP på vej i 2025.
Med Talk To Me åbner den århusianske artist Carmie op for en inderlig og ærlig fortælling om kærlighed og fortvivlelse. I sangen beskriver hun følelsen af at stå på sidelinjen, når en nær og elsket person kæmper med depression, fjerner sig fra verden og søger trøst i selvdestruktive mønstre. Sangen handler om kærligheden til en, der tager afstand – om den stille frustration, men også om viljen til at være der, selv når det føles som om, man ikke kan gøre noget.
“Jeg har selv stået der, hvor jeg ikke kunne finde ind til en person, som jeg virkelig gerne ville hjælpe. Det er en følelse af magtesløshed, men også dyb omsorg – og det var netop den følelse, jeg ville fange i den her sang”, fortæller Carmie.
Talk To Me er én af to nye sange på Carmies kommende EP, der samler både nye og tidligere udgivne numre. Med stærke melodier og vedkommende tekster fortsætter Carmie sin rejse som en af de mest spændende nye stemmer – noget, GAFFA fremhævede i deres ‘Hold Øje Med’-artikel i november.
Bag Carmie står den århusbaserede sanger og sangskriver Christine Aggerholm. I 2021 udgav hun med EP’en Lost In May, og siden da har hun bl.a. spillet SPOT-festival, Uhørt-Festival, Headliner i Musikhuset Århus samt spillet support for for prominente navne som Hugorm og Mads Langer og haft ‘Ugens Hittip på P4 med sangen Things I No Longer Do. Den 22. marts genbesøger hun Musikhuset Århus som support for Emma Sehested Høeg.