Benjamin Hav og familien annoncerer arenakoncerter

Benjamin Hav og familien annoncerer arenakoncerter

Benjamin Hav, kendt for energiske og anmelderroste liveshows, vender sammen med Familien i efteråret 2025 tilbage til de store scener med to eksklusive arenakoncerter.

Efter at have imponeret publikum på tværs af Danmarks festivaler og ved flere udsolgte koncerter, er Benjamin Hav klar til at indtage Royal Arena i København og Jyske Bank Boxen i Herning. Dette bliver de eneste indendørskoncerter i 2025 for Benjamin Hav & Familien, der igen inviterer publikum med på en uforglemmelig musikalsk rejse.

 ”Jeg glæder mig helt vildt til at komme ud og spille sammen med mit kæmpe og meget flotte band Familien. Jeg glæder mig til at møde alle de dejlige smukke mennesker fra det lille fantastiske land Danmark. Både dem der bor i Jylland og dem på Sjælland. Og alle må jo komme. Også hvis du er fra Fyn! Det er jo egentlig kæmpe stort for sådan en som mig at få muligheden for at lave noget så optur som de to koncerter! Det bliver faktisk fantastisk og kæmpe opturs optur! Og måske også virkelig vildt godt!”, udtaler Benjamin Hav.

I oktober 2023 udgav Benjamin Hav i samarbejde med Ella Augusta singlen Første Dag. Sangen er blandt P3’s mest afspillede sange i 2024, og sikrede dem en lytterhittet-nominering til årets P3 Guld. Med hits som Den Dejligste Boy, Musse og Cannelloni & Kød har Benjamin Hav for længst markeret sig som en anerkendt artist i Danmark. De nyeste tilføjelser tæller blandt andet Husk At Vær’ Happy samt Suspekt og TOOMANYLEFTHANDS-samarbejdet København, der blev sommerens største danske hit på TikTok.

Benjamin Hav & Familien har siden deres første koncerter været kendt for at skabe nytænkende liveoplevelser, hvor musikalitet, humor og en smittende energi går op i en højere enhed. Benjamin Hav har da også vundet GAFFA-prisen for ’Årets Danske Livenavn’ i 2023, og høstet flere stjerner og roser for hans unikke liveoptrædener med Familien:

Gaffa tildelte 5 stjerner til en ”Bullshitter af guds nåde…” for hans optræden på Grøn Koncert i 2023. Ekstra Bladet og Politiken roste Benjamin Hav & Familiens koncert i Royal Arena med 5 stjerner, hvor sidstnævnte erklærede at ”Det er svært at få øje på en større entertainer i dansk showbiz lige nu”. Efter hans koncert på årets Northside roste Soundvenue det ”… uhyre velspillende band med herlige blæsere”, mens Jyllands-Posten highlightede Benjamin Havs evne til at balancere på ”kanten af kaos”: ”Benjamin Hav syntes konstant at bevæge sig på kanten af kaos, men samtidig var han i total kontrol, på intet tidspunkt var han i nærheden af at miste publikums opmærksomhed”.

Med sig på scenen har Benjamin Hav sit trofaste band, ’Familien’, bestående af Emil Falk (Guitar), Birk Nevel (Percussion), Kristoffer Sjelberg (Trommer), Bastian Sjelberg (Bas), Viggo Jensen (Keys), Troels Mørkenborg (Danser/Kor/Blæser) og Torben Jensen (Danser/Kor/Blæser). Sammen giver de numrene nyt liv gennem flamboyante liveversioner fyldt med visuelle elementer og musikalsk højklasse.

Benjamin Hav og Familien spiller i Royal Arena den 31. oktober og i Jyske Bank Boxen den 7. november 2025.

Share