Danmarks største urbane, udendørs skøjteunivers åbner på Refshaleøen i København den 8. november. Skøjteøen hedder det, og bliver en vinteroase badet i magisk lys og fuld af store oplevelser. Det er mad- og kulturmarkedet Reffen, som står bag Skøjteøen og lægger adresse til den.
Skøjteøen er et sted for alle – uanset alder. Her er to skøjtebaner på i alt 1450 m2, hvoraf den ene er dedikeret til de yngste. Dragende lysinstallationer og en propfuld eventkalender giver Skøjteøen et helt særligt skær og unik stemning i de mørke vintermåneder.
I løbet af sæsonen inviterer Skøjteøen til koncerter, weekend-markeder, workshops og meget mere, og selvfølgelig lægger den is til tonsvis af sjove skøjteaktiviteter.
Man kan sagtens tilbringe flere timer eller en hel dag på Skøjteøen. Depoterne kan fyldes op i de mange boder med street food. Endvidere er der et stort udvalg af barer, der serverer varme og kolde drikke, der kan nydes ved skøjtebanerne, på den overdækkede og opvarmede terrasse eller inde i varmen i den 1.000 m2 store eventhal – Werkstatt.
Med Skøjteøen ønsker Reffen at etablere en helt særlig vinterdestination på en unik lokalitet i København med masser af plads til alle slags skøjteentusiaster, store som små, begyndere som rutinerede – og uanset om man kommer på cykel, i bil eller med bus.
“Vores ambition er at skabe noget helt unikt på Reffen i vinterhalvåret, hvor alle har mulighed for at boltre sig i et magisk vinterunivers, uanset om man vil skate, skøjte, eller bare spise street foood og hygge med familien eller gode venner.
Der skal være masser af liv, lys, fællesaktiviteter, varme, fest og glæde på Reffen – også i de mørke måneder,” fortæller Ruben Passer, direktør for Reffen.
Skøjteøen åbner den 8. november klokken 15:00