Podcasten RumSnak har gjort rummet spændende og tilgængeligt for alle

Podcasten RumSnak har gjort rummet spændende og tilgængeligt for alle

For fem år siden lancerede Tina Ibsen og Anders Høeg Nissen podcasten RumSnak med håbet om, at andre ville dele deres passion for universet. Det startede som en personlig fascination, men i løbet af årene har RumSnak formået at samle en bred og engageret lytterskare med deres unikke tilgang til videnskabsformidling.

Podcasten kombinerer nørdet viden med underholdning, og har etableret sig som en af de førende danske podcasts om videnskab. Gennem interviews med forskere, iværksættere og eksperter har værterne gjort komplekse emner tilgængelige for både fagfolk og ruminteresserede. I 2024 vandt podcasten prisen for årets uafhængige podcast.

Live-show i Bremen
RumSnaks to værter har hele tiden ønsket at være tæt på lytterne, og har også afholdt en række liveoptagelser og arrangementer. Det kulminerede foreløbig i oktober, hvor Tina og Anders fejrede podcastens episode nr. 100 med et storslået live-show på Bremen Teater. Blandt gæsterne var astrofysiker Anja C. Andersen, musiker og biolog Johan Olsen, astrofysiker Sarah Pearson, læge i rummedicin Lonnie Grove Petersen, og der var indslag fra Huxi Bach og Christian Fuhlendorff.

“Vi har glædet os meget til at mærke energien fra vores faste lyttere og fra dem, der måske ikke er så bekendte med rummet. Det bliver noget særligt for os at kigge tilbage på”, fortæller Anders Høeg Nissen.

Aftenen markerede også en hyldest til de mange mennesker, der har bidraget til podcastens succes, samt til de lyttere, som har fulgt med på rejsen fra Jorden til universets fjerneste afkroge. Med blikket mod fremtiden og ambitioner om nye episoder, der måske endda sender podcasten ud i rummet, fortsætter RumSnak med at formidle de største og mindste spørgsmål om universet.

Share