Boghandlerkæden Bog & Ide er på vej med egen streamingtjeneste, der vil give adgang til et stort antal lydbøger.
Kædens nye app vil samle streaming, e-handel og et loyalitetskoncept. Ideen er at sikre konkurrencekraft overfor bl.a. Amazons streaming og loyalitetsprogram, Amazon Prime.
”Vi lytter meget til tendenserne hos læserne. Selvom 2020 trods corona-nedlukningen var et rigtig stærkt år for os, må vi ikke blive tilbagelænede. Hvis man ikke kan tilbyde lydbøger, streaming og en stærk oplevelse på mobilen, så er man snart ikke relevant, og så mister vi kunderne til f.eks. Amazon,” udtaler adm. direktør, Marianne Lyngby Pedersen i en pressemeddelelse.
Forud for den store app-satsning har Bog & idé foretaget tre store markedsundersøgelser, hvor over 2.500 kunders læse- og streamingvaner, shopping-mønstre og søgeadfærd omkring bøger og litteratur mv. er blevet kortlagt nøje.
”Det er tydeligt, at fremtidens læser er kendetegnet ved at være fleksibel. Hun har måske en fysisk bog på natbordet, mens hun lytter til bøger når hun pendler. Danskerne vil gerne læse flere bøger, end de gør, men måden afhænger af situationen. Vi tror på, at vi med den nye app får et stærkt tilbud til alle, uanset om man er dedikeret digital læser/lytter, eller om man bruger lyd som et alternativ til de fysiske bøger,” forklarer Marianne Lyngby Pedersen.