Inspirerende foredrag på strikkefestival

Inspirerende foredrag på strikkefestival

Weekenden har budt på strikkefestival på Nordatlantens Brygge i centrum af København. Den ellevte af slagsen. En række af Nordatlantens førende garnproducenter og strikdesignere udbød deres udvalg. Der var noget til alle behov ved Pakhusstrik 2024. Og så var der masser af foredrag og indlæg som kunne gøre dig klogere.

Søndag var JuicyNet.dk på besøg på messen og overværede foredraget Kropskunst og skindsyning med samme redskaber af Maya Sialuk Jacobsens. Et foredrag, der skulle handle om sammenkoblingen mellem Inuit tatoveringer og beklædning. Men heldigvis handlede det også om så meget andet.

Maya Sialuk Jacobsen, der er fra Qeqertarsuaq i Grønland, grundlagde i 2010 sit eget forsknings- og formidlingsprojekt Inuit Tattoo Traditions. Hendes forskning dækker alle inuitterritorier i det cirkumpolare nord og trækker på hendes kulturelle forankring og sprog samt akademisk litteratur, etnografi, antropologiske beskrivelser og arkæologiske genstande. Og så er hun tatovør med speciale i de metoder, som er blevet brugt i inuit-kulturen.

De fleste mennesker vil gerne lære nyt. Og går du til Maya Sialuks foredrag, så er det næsten umuligt at undgå. Altså at blive klogere. For det er svært at forestille sig nogen, der ved mere om inuitternes historie og kultur end Sialuk. Hun er eminent til at sætte perspektiv på inuitternes historie og hvordan tatoveringskunsten har hængt sammen med tidligere religioner og den måde inuitter har levet i pakt med dagligdagen og naturen. For inuit kvindernes tatoveringer var sammenflettet med hendes daglige opgaver. Det er, til Maya Sialuks foredrag, virkeligt fascinerede specielt at høre om de 5000 år gamle synåle lavet af fugleribben, der blev brugt både til at lave beklædning og til at tatovere med. Det er utroligt at inuitternes kultur har spredt sig over så store geografiske områder fra Alaska til det nordligste Canada og til Grønland. Og at tatoveringskunsten har fulgt med denne migrering. Og i dagens Danmark kan du lære mere om det via Sialuk og hendes forskning og platforme, hvilke blandt andet omfatter en spændende Instagram konto.

Share