På ny single fra Azilda opfordres til at smide masken. Lyt her

På ny single fra Azilda opfordres til at smide masken. Lyt her

Som 4-årig flygtede Azilda Kaputu til Danmark sammen med sin familie. Opvæksten i Holstebro bar præg af, at hun og familien så anderledes ud end de fleste andre i området. Selv siger Azilda, at hun som lille drømte om en karriere indenfor musikken, men at hun ikke troede, der var plads til en pige som hende i musikbranchen.

Nu opfordre Azilda til at smide masken på ny single

Sober fanger Azilda essensen af at navigere mellem to forskellige identiteter – ansvarlige Azilda med voksenjobbet og sassy musik-Azilda, der fester hele natten. 

Idéen til sangen opstod, da en kollega påpegede, hvor forskellige folk virkede på sociale medier sammenlignet med, hvordan de opførte sig på jobbet. “Folk virker mere fri”, sagde hun. Men hvorfor er der egentlig forskel, tænkte Azilda. 

Azilda havde nemlig også selv haft svært ved at forene det menneske, hun er på arbejdet med dén hun er, når har fri. Men hvem siger egentlig, at der skal være den store forskel?

“Jeg kunne godt tænke mig at smitte folk lidt med den livsglæde og frihed, som nogle gange mangler ude på arbejdspladserne her i Danmark”, fortæller Azilda, som har fundet inspiration til budskabet i sin angolanske baggrund. 

“Tænk hvis folk faktisk begyndte at vise lidt af, hvem de er bag deres professionelle masker – så ville det være lidt sjovere at gå på arbejde”, fortsætter hun. 

Kombinerer afropop med dansk lyrik
Sober er en festlig blanding af afropop og amapiano, der trækker lytteren ind i en magisk verden, hvor bekymringer forsvinder, og kroppen får frit spil til at bevæge sig. Kombinationen af de pulserende rytmer og Azildas varme vokal skaber en stemning, der både forfrisker, beruser  og samtidig indbyder til at glemme alt andet og bare lade sig rive med.

Sober er blot Azildas anden udgivelse med dansk lyrik, men hun lader samtidig sit angolanske ophav skinne igennem, når de portugisiske korstemmer lokker dig ud på dansegulvet med linjerne “Venha amiga, venha.”

I 2021 kickstartede Azilda solokarrieren med singlen Come Over, som hurtigt fik airplay på P3. Siden har hun udgivet debut’EP-en ‘itsazilda’, som fik opmærksomhed på DR såvel som på internationale musikblogs som Scandipop, The Post og Amplify Her Voice.  

Sideløbende med solokarrieren er Azilda også korsanger for Icekiid og D1MA, når hun altså ikke lige lægger stemme til forskellige karakterer i Pixarfilm.

Lyt til Sober i nedenstående:

Share