Tid til syvende udgave af Badesøen Festival. Ny strategi for festivalen

Tid til syvende udgave af Badesøen Festival. Ny strategi for festivalen

På lørdag den 3. august slår Albertslund Friluftsbad dørene op til den syvende udgave af Badesøen Festival, på hvad der ser ud til at blive en skøn sommerdag på Vestegnens Mallorca.

Hovedstadsområdets mest unikke festival ændrer format og vil fremover blive afholdt hvert andet år, hvilket betyder, at den ottende udgave af Badesøen Festival først vil blive afholdt i 2026.

Badesøen Festival er det eneste kulturelle tilbud i Storkøbenhavn, der kombinerer festival og badeland og som både henvender sig til børn og voksne i skøn forening. Her kan man glide ned ad vandrutsjebanen til lyden af blandt andre JJ Paulo, Lucky Lo eller Rigmor og dase under parasollerne, imens en pop-up-optræden overrasker et sted i friluftsbadet. 

Badesøens daglige leder Troels Kjeldgaard fortæller om den nye strategi: ‘’Vi er stolte af Badesøen Festival i det nuværende format, men samtidig føler vi, at vi vil kunne skabe en endnu mere unik festival ved at afholde den hvert andet år. Vi har en festival som ingen andre – og det skal vi værne om. Så når vi igen slår dørene op til Badesøen Festival i 2026, bliver det med mere musik og endnu flere unikke oplevelser for både voksne og børn”.

En festival, der skiller sig ud 
Med sin placering blot 20 minutter fra Københavns Hovedbanegård danner Friluftsbadet Albertslund rammen for et alsidigt program til den nysgerrige. Det er en dag fyldt med spændende musikalske oplevelser, inspirerende talks og et unikt pop-up-program med fokus på, at også børn kan udforske musik og kultur i øjenhøjde. 

Musikalsk er Badesøen en velkurateret niche-festival, hvor publikum kan opleve velkendte kunstnere og samtidig være sikre på at gå hjem med nye og spændende minder og opdagelser.

Dørene åbner kl. 13:00
Sidste koncert starter kl. 21:00

Fuldt line-up til Badesøen Festival:

Hovedscenen:
JJ Paulo (DK)
Afskum (DK)
The Zawose (DK)
QUEENS (TZ)
Lucky Lo (DK)
Rigmor (DK)
I Got You On Tape (DK)

Pop-up:
Badesøens saxofonoptog (DK)
Badesøens Synkronsvømmere (DK)
Goss (DK)
Reveal Party (DK)
Lueenas (DK)
Culchie (DK)
Paganland (IR)
Elias Rønnenfelt (DK)

Teltscenen:
Yegor Zabelov (BY/PL)

Avisen Live Scenen:
Søren Gemmer
Alexandra Moltke Johansen
Peter Kohlmetz Møller
Victor Boy Lindhold

Share