I samarbejde med Danmarks Cykle Union (DCU) og Velosolutions Scandinavia, afholder Hvidovre Trail to begivenheder på Hvidovre Pumptrack. Det rejser sig om UCI Pump Track World Championships Qualifier (kvalifikation til VM i pumptrack) og Scandinavian Pumptrack Series (Skandinaviens største pumptrack-løbsserie med deltagere i alderen 6-60 år).
Det er første gang at disse begivenheder afholdes i Danmark, så der skrives dansk cykelhistorie ved at få disse internationale begivenheder til Danmark, særligt for den relativt nye cykeldisciplin: Pumptrack.
Eventet skal finde sted den 10. og 11. august på Hvidovre Pumptrack, Brøndby Havnevej 2, 2650 Hvidovre.
“Pumptrack” kombinerer sport, leg og færdighedsudvikling i én underholdende og udfordrende aktivitet, velegnet for alle aldre og færdighedsniveauer. Pumptracks er specialdesignede baner med “pukler” og kurvede sving, som gør det muligt for ryttere at skabe fart ved at pumpe med kroppen frem for at træde i pedalerne. Det er en inkluderende og alsidig disciplin, der byder på muligheder for alle – fra børn på løbecykler og erfarne mountainbikere, til professionelle BMX-ryttere.
Hvidovre Pumptrack blev etableret af Hvidovre Trail i tæt samarbejde med Velosolutions Scandinavia og Hvidovre Kommune og åbnede i efteråret 2023. Banen ligger i Hvidovre på Avedøre Holme iblandt Brøndby Havn, Avedøreværket og Brøndby Strandpark, og har hurtigt udviklet sig til et samlingspunkt for cykelentusiaster i alle aldre og størrelser.
Anders Gammelmark, formand i Hvidovre Trail, udtaler: “Hvidovre Pumptrack er ikke bare en asfalteret cykelbane; det er et sted, hvor folk i alle aldre kan mødes og have det sjovt. Det er med stolthed og glæde, at vi kan få to internationale Pumptrack-begivenheder til Danmark og til Hvidovre. Vi glæder os til at se både lokale og internationale deltagere have det sjovt og give den gas til sommerens begivenheder!”