Hun er kendt som dronningen af funk, var tæt ven med Prince, mentor for Whitney Houston, og med 10 Grammy-priser har hun redefineret genrer fra pop til funk. Den 12. juli klokken 22.00 spiller Chaka Khan til Fredagsrock i Tivoli som en del af sin jubilæumsturné A Celebration of 50 Years in Music.
Yvette Marie Stevens, som gemmer sig bag det velklingende kunstnernavn Chaka Khan, har den uofficielle titel som Dronningen af Funk, og har siden 1970´erne fået fans i dansehumør med hits som I Feel For You, Ain’t Nobody og I’m Every Woman. Fredag den 12. juli kl. 22.00 indtager Chaka Khan Plænen til Fredagsrock i Tivoli som en del af verdensstjernens 50-års jubilæumsturné.
Chaka Khan, der tidligere har optrådt til Fredagsrock i 2008 og på Amager i 2011, hvor hun var en del af en festival arrangeret af Prince, siger: “Jeg er utrolig glad for igen at skulle spille i Tivoli i København den 12. juli, og jeg tæller ned til en uforglemmelig aften med mine danske fans! Det er altid en helt særlig oplevelse at optræde i smukke København, og det føles altid som et gensyn med kære venner. Det minder mig om en magisk nat i 2011, hvor jeg optrådte i København med Prince. Sjældent har jeg oplevet så meget regn, men det var alligevel en helt særlig oplevelse. Jeg tror på, at vejret i Tivoli bliver bedre i år, så lad os sammen skabe et nyt magisk minde.”