Ny single fra Tina Mellem

Ny single fra Tina Mellem

Tina Mellem er en dansk/færøsk artist, som i 2022 gjorde stort indtryk i TV-programmet X-Factor, hvor hun var en af de tre sidste finalister. Siden Tinas deltagelse i programmet, har hun skrevet en del musik både til sig selv, men også til andre kunstnere som bl.a. Kwamie Liv og Thomas Buttenschøn. Derudover har hun spillet support for Vilma på Hotel Cecil.

Tinas musik trækker især på singer/songwriter-stilen og nærværende dansk pop. Den er baseret på hendes tanker om livet, livets grundlag og menneskers store værdi – og med musikken ønsker hun at bringe det positive frem i mennesker. Det seneste år har Tina arbejdet på at færdiggøre sin kommende EP Tanker, som bliver udgivet senere i år.

Tinas anden single fra EP’en udkommer fredag den 14. juni. ”Nogle ting de varer kun en stund” handler om at nyde stunderne, mens de er der. Tina har skrevet sangen til sin lillesøster, der synger med på sangen.

”Jeg skrev den en nat nogle få dage inden, jeg i 2022 flyttede til Danmark. Min lillesøster var så ked af, at jeg skulle flytte, så hun lå og græd inde hos mig, indtil hun faldt i søvn. Det sårede mig så meget at se hende så ked af det, så jeg skrev denne sang til hende”, forklarer Tina Mellem.

Share