Den århusianske pop-duo, Roya, er tilbage med første nye single siden sidste års gennembrud. ’Ain’t Just A Game’, der er udkommet fredag den 10. maj, markerer en ny start for Roya med det house-inspirerede anti-drop-anthem om kærlighedens uransagelige spilleregler.
Selvom den ofte starter med en scoring, er kærligheden ikke bare et spil. Den rummer et defineret, men også udfordrende sæt spilleregler, der gør, at man undervejs både kan blive slået tilbage til start eller tabe alt på gulvet. Man må se sin medspiller i øjnene. For hvor langt er vi egentlig villige til at gå for at vinde i kampen om kærligheden?
Det er omdrejningspunktet for Roya’s nye single, ’Ain’t Just A Game’.
“Når der bliver kridtet linjer op i et forhold, som man efter bedste evne forsøger at balancere på eller holde sig indenfor, er det vigtigt, at man nogle gange tager en time out og mærker efter. Man kan nemt komme til at overgive sig fuldstændigt til idéen om at tabe og vinde med samme sind, så længe man bare har hinanden. Men man risikerer at gamble med sig selv, hvis man lader andre lege med ens følelser, grænser og dyrebare hjerte,” fortæller sangskriver og sanger, Line Gade.
’Ain’t Just A Game’ er produceret er Gade’s dynamiske makker, Sebastian Igens, og tilfører nye dansable house-inspirerede toner til ROYA’s altid nærværende og euforiske pop-univers.
Roya brød igennem lydmuren som P3’s Uundgåelige med ’Kinda Sad’, der siden blev fulgt op af Top-5 radiohittet, ’Ocean’, med folk-pop-brødrene, Jonah Blacksmith. Som ”Lyden af Sommeren 2023” på P3, cementerede singlen, ’Feel Something’, et begivenhedsrigt år for duoen, der EP-debuterede med ’Dear Space’ i efteråret 2023, hvor de også tog på tour.