Roskilde Festival kan igen støtte børn og unge med million-overskud

Roskilde Festival kan igen støtte børn og unge med million-overskud

Foreningen Roskilde Festival har opgjort det økonomiske resultat af sidste års festival. 8,9 millioner kroner kan gå til at støtte børn og unges trivsel, engagement og drømme for fremtiden.

Roskilde Festival 2023 blev afholdt i en tid, hvor verden er præget af kriser og ufred, og hvor unges mentale trivsel er under hårdt pres. Med utopien som drivkraft og omdrejningspunkt sætter Roskilde Festival derfor fokus på at indgyde håb, give liv til drømme og tro på, at forandring er mulig.

Det afspejlede sig også i programmet i 2023, der behandlede en række aktuelle og samfundsrelevante temaer, gennem kunst, gastronomi og aktivisme og et mangfoldigt musikprogram med progressive nye talenter og nogle af tidens største navne som Lil Nas X, Lizzo, Blur og Kendrick Lamar.

130.000 deltog i den udsolgte festival og bidrog dermed til, at Roskilde Festival kan leve op til sit formål: at støtte børn og unge.

Alt overskud fra festivalen udloddes nemlig ubeskåret til almennyttigt og kulturelt arbejde til gavn for især børn og unge. Mandag aften fremlagde bestyrelsen i Foreningen Roskilde Festival det endelige regnskab. Her kunne bestyrelsen præsentere et overskud til udlodning på knap 9 millioner kroner.

“Det er vi godt tilfredse med. Roskilde Festival 2023 var den første festival efter Corona, som vi kunne planlægge ordentligt og med de ambitioner om at vise nye veje, som vi har sat os for. Vi accelererede blandet andet vores grønne omstilling med en række investeringer i mere bæredygtige løsninger og etablerede to nye scener for at styrke den samlede festivaloplevelse. Samtidig blev vi som så mange andre ramt af stigende priser. Samlet set betyder det, at overskuddet er mindre end de senere festivalers. Til gengæld har vi rykket os et godt stykke på vejen mod at blive en mere cirkulær festival, der også peger nye veje for fremtiden. Og vi kan stadig støtte børn og unges muligheder med et stort beløb”, udtaler Signe Lopdrup, Roskilde Festivals administrerende direktør.

Gennem årene har festivalen genereret cirka 429 millioner kroner til velgørende formål.

Sidste års Roskilde Festival resulterede desuden i en fortjeneste på omkring 31,5 millioner kroner til de foreninger, virksomheder og organisationer, der beskæftigede sig med handel og service på festivalpladsen.

Donationer skal styrke unges mentale trivsel
Foreningen Roskilde Festival støtter unges engagement, indflydelse og ideer for en mere bæredygtig verden – både klimamæssigt, socialt og kulturelt.

Et særligt fokus er børn og unge i sårbare livssituationer og kunstens rolle og potentiale som forandringsskaber. Overskuddet fra sidste års festival går derfor blandt andet til initiativer, der udvikler og viser sammenhængen mellem kultur, trivsel og mental sundhed.

Blandt de organisationer, der har modtaget donationer fra Roskilde Festival 2023, er Headspace (500.000), som tilbyder rådgivning til psykisk sårbare unge. Tænketanken WELA – The Wellbeing Economy Lab (1.000.000), der søger at fremme en samfundsøkonomi, hvor mennesker kan trives samtidig med, at der tages hensyn til klima og natur. Og musikfællesskabet SheCanPlay (300.000), som arbejder for en mere lige repræsentation af køn i musikbranchen.

Se alle Foreningen Roskilde Festivals donationer i 2023 på siden her.

Share