Jada er dette års ‘Plads til forskelle’-ambassadør

Jada er dette års ‘Plads til forskelle’-ambassadør

Når sanger Jada til sommer debuterer på Grøn, bliver det ikke kun som artist. Grøn, NOVA og hummel kan i dag nemlig annoncere, at hun får en helt særlig rolle som dette års Plads til forskelle-ambassadør. I samarbejde med hummel og Grøn står Jada bag designet af årets Plads til forskelle-T-shirt. T-shirten går i salg i dag, og overskuddet fra salget går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt. Et projekt der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

I år samler Grøn, NOVA og hummel penge ind til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt, der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen. Det bliver denne gang i samarbejde med Jada, der bliver årets ‘Plads til forskelle’-ambassadør. Som ambassadør fortolker artisten Muskelsvindfondens vision om at skabe plads til forskelle. En titel, der tidligere har tilhørt Benjamin Hav, Suspekt, Christopher, Lukas Graham, Carpark North, Scarlet Pleasure og morgenværterne på GO’NOVA.

“Det betyder meget for mig at arbejde mod en verden, hvor der er plads til alle, især dem i kørestole og med handicap, som alt for ofte overses. Samfundet mangler simpelthen den nødvendige plads til dem, på gaderne, på arbejdspladserne og overalt. Det skal vi have lavet om på, det skal vi bare!”, udtaler Jada.

Muskelsvindfondens projekt Pærfekt får et økonomisk bidrag, der samles ind af hummel, NOVA, Grøn og Jada op til og i løbet af sommerens Grøn-koncerter gennem pantdonationer på pladsen og salget af Plads til forskelle-T-shirten, der i igen år produceres af hummel. For hver solgt T-shirt går 100 kr. til Pærfekt. 

Dette års Plads til forskelle T-shirt kan købes fra i dag i hummel butikker landet over og via hummel. 

Share