Sommermånederne byder på store stemmer under åben himmel, når operasolister fra Den Kongelige Opera møder publikum i grønne omgivelser på sommerturné rundt i landet i maj og august.
Kongelig sommeropera er blevet en elsket tradition, der tiltrækker tusindvis af publikummer over hele landet – både helt garvede, passionerede operafans men også nysgerrige nybegyndere, som kan opleve nogle af landets bedste operasangere i de største hits fra operaens og operettens verden og smagsprøver fra den kommende operasæson.
I år besøger Den Kongelige Operas sangere 12 forskellige byer rundt i Danmark i løbet af maj og august. Spillesteder, program og medvirkende til Kongelig sommeropera i maj er nu offentliggjort, og på programmet står blandt andet uddrag fra Mozarts elskede og populære Figaros bryllup, Rossinis muntre Barberen i Sevilla, Wagners storslåede Mestersangerne i Nürnberg og Puccinis gribende og underholdende tre-operaer-i-en Il trittico.
Kongelig sommeropera lægger fra 17. – 26. maj vejen forbi Byens Plads i Billund, Amfiscenen i Randers, Amfi Vestsjælland i Eskebjerg, Bellahøj Friluftsscene, Nørre Vosborg ved Vemb og SlotssøBadet i Kolding.
De sangere, som publikum vil kunne opleve på sommerturnéen rundt i Danmark i maj er sopranen Sine Bundgaard, mezzosopranen Johanne Bock, tenorerne Gert Henning-Jensen og Jens Christian Tvilum og basbarytonen Simon Duus. De ledsages på klaver af Thomas Bagwell (17.-19. maj) og Ulrich Stærk (24.–26. maj). Gert Henning-Jensen vil som konferencier guide publikum gennem de mange musikalske højdepunkter.