Debutalbum fra Prisma er udkommet

Debutalbum fra Prisma er udkommet

De succesfulde søstre, Sirid og Frida Møl Kristensen, har i deres Prisma-projekt udgivet deres debutalbum. ’Something To Respond To’ er ude i dag, fredag den 19. april.

Prismerne hang i deres barndomshjem. Og lige så forskelligt solstrålerne kunne spaltes ud i stuen, derhjemme på Fyn, lige så funklende farverigt blev det udtryk, som søstrene, fandt ind til sammen som Prisma.

De har været hinandens modpol fra barnsben – i ungdommen og med musikken. Som nat og dag, men alligevel ens og uadskillelige. Deres harmoniske, tostemmige klang blev hurtigt et kendetegn for en på mange måder æstetisk og anarkistisk lyd, der som bandnavnet (den græske betegnelse for prisme) har en ukuelig evne til at save sig igennem til modtageren.

Men vreden og oprøret har lagt sig. Fået ny betydning for de to. Og gennem de seneste år er søsterbåndet mellem dem blevet tættere, mens tyngden bag sangene er modnet med en fornyet eftertanke. Nu er albummet ude.

’Tuning Up / A Feel of the Hall’ slår tonen an – bogstavelig talt. Albummets åbner er nemlig sammensat af en rolle eller stemning fra hver af de følgende 10 sange, som når et symfoniorkester stemmer instrumenter forud for en koncert. Et møde med lytteren. En fælles begyndelse.

Herefter sættes alt i bevægelse med ’Into The Sun’, der hylder albumtitlens mantra og hvordan enhver bevægelse og energi hænger sammen i det store hele, og påvirker den verden vi lever i. Komplekst, men simpelt og nært, som flere af tematikkerne på albummet.

Med børnekor på sangen ’Lost’, skildrer PRISMA en filterløs, ægte kærlighed mellem barn og forælder, når det er den voksne som har brug for trøst. På ’All Inclusive’ er kærligheden privilegeret, men samtidig ubalanceret og i sidste ende kvælende, mens duoen retter blikket ind ad med ’Fall Apart’, der finder vej ud af smerten og alt det som er svært og som gør ondt.

De forskellige tilstande, som søstrene skildrer på ’Something To Respond To’, resonerer med albummets tilblivelse, vekslende lydbilleder og tempi. Som små intime noveller, levende eventyr eller personlige breve til en ukendt modtager. Musikalske brudstykker, mavefornemmelser, øjebliksbilleder, intuitioner og på samme tid en fælles DNA, der har samlet sig som PRISMA’s imødesete debutalbum.

”Vi har skrevet de her sange midt i en kaotisk tid med krig og politisk ustabilitet, mens naturen raser. Verden råber og alt kan føles utroligt utrygt og uoverskueligt,” fortæller Sirid, mens storesøster Frida fortsætter: ”De her sange er blevet til som en modreaktion på vreden og uroen i verden omkring os. Vores samtaler sammen er blevet dybere, mere personlige, og musikkens udgangspunkt er klart lysere og positivt. ’Something To Respond To’ er små individuelle historier, som formidler et større billede og en fortælling om identitet, om mod og undren, men mest af alt om troen på sig selv og på en lysere fremtid.”

Du kan lytte til Prisma debutalbum på alle streamingtjenester.

Share