14 navne mere til Spot-festival offentliggjort

14 navne mere til Spot-festival offentliggjort

Årets Spot-festival er lige om hjørnet og det komplette program offentliggøres meget snart

Arrangørerne har onsdag dog lige offentliggjort 14 nye navne til plakatet. Festivalen afvikles den 3. og 4. maj i Århus.

Blandt de 14 nye navne er trioen 802, der er et friskt bud på en ny kurs for den danske metal- scene. Hvis vi bliver lidt i den rockede-afdeling, kan vi se frem til et eksplosivt møde med PRISMA, der har imponeret publikum i både Danmark og udlandet med deres stærke live performance – noget de har tilfælles med Goss, der er kendt som et af landets mest originale live acts, når han oftest efterlader sale og pladser forbløffede. Vi kan også se frem til ægte nærværende følsomhed fra Hjalte Ross, der medbringer sin mest direkte, sårbare og udtryksfulde sangskrivning til dato.

Alexander Oscar har været væk fra scenen, men er nu klar til at vende et nyt musikalsk kapitel, der bliver både gammelt og nyt, personligt og universelt. Et endnu ret ubeskrevet blad er Dahlin, der med sine få udgivelser alligevel har formået at gribe lytterne om hjertet. Følelserne er også på spil hos færøske Beinir, der synger om at omfavne forandringer og turde gå i ukendt terræn, mens duoen alga er buldret frem på deres egen hårdtslående elektroniske sti, hvor DnB-genren er blevet intorduceret til et nyt publikum. R&B og poppet rap fusioneres på fineste vis, når Faza indtager scenen, og USSEL gør hver koncert til en intens oplevelse med musik, der er svær at putte i kasser eller holde inden for én genre.

hun_sagde har skabt et univers, hvor den nordiske melankoli indtager scenen med en intensitet og øjenkontakt, der både trøster og giver voksenskældud, ASTA NORR blander ubesværet sin baggrund i klassisk musik og jazz med kærligheden til pop, hiphop og reggaeton, og Sylfide udfolder kontrasterne mellem folketradition og eksperimenterende sangskrivning, når hun giver plads til både mystik, vildskab og skrøbelighed. Til slut har arrangørerne offentliggjort synthpop duoen LuckyPause, der med lynstart allerede er ved at indtage himlen med deres unikke lyd og eksplosive energi.

Share