Alternative fakta og fake news er begreber, som hele verden er blevet introduceret til af den amerikanske præsident. Professor i teoretisk filosofi, Åsa Wikforss, undersøger vores forhold til viden i en velskrevet bog, der fik stor opmærksomhed, da den udkom i Sverige.
Efter Donald Trumps indsættelsestale i 2017 udtalte hans pressesekretær Sean Spicer, at solen havde skinnet fra en skyfri himmel på dagen, og at der aldrig havde været flere fremmødte til en præsidents indsættelse. Selvom billederne viste, at det regnede, og at der var langt flere mennesker til Obamas indsættelse. Præsidentens rådgiver Kellyann Conway var efterfølgende i fjernsynet og udtalte de berømte ord: ”Sean Spicer is just working with alternative facts.” Det handler Åsa Wikforss’ bog om. Det moderne samfund, hvor fakta ikke længere er vigtige og kan være “alternative”, og hvor en løgn kan være lige så god som sandheden. Er viden en social konstruktion? Eller findes der objektive sandheder, som er indiskutable?
Åsa Wikforss er professor i filosofi ved Stockholm Universitet. I Alternative fakta – om kundskaben og dens fjender undersøger hun, hvorfor en større del af menneskeheden er blevet videnresistente og ikke længere tillægger videnskabelige fakta værdi. Fake news, tankens skævhed, kæder af misinformation og propaganda tages under behandling, og Åsa Wikforss sætter fokus på den kløft i vores vestlige samfund, og i USA især, som vokser sig større år for år. Når en præsident fortæller én løgn, så kan han blive taget i det og stillet til ansvar, men når han næsten kun fortæller løgne, så opløses skellet mellem løgn og fakta, og ansvaret ryger ud ad vinduet. Og et samfund uden fakta, hvor sandheden er blevet opløst, er et samfund på vej mod fascismen. Vi har brug for de redskaber, filosofferne tilvejebringer, hvis vi skal rustes til at gennemskue det falske og ubegrundede.
Fakta om bogen:
Alternative fakta
Forfatter: Åsa Wikforss
Oversætter: Mette Stepnicka
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740665956
Sidetal: 278
Vejl. pris: 249,95 kr.
Udgivelsesdato: 28. oktober 2020