Programmet til årets Nibe Festival, som afvikles i dagene 3. – 6. juli begynder at tage form. Internationale navne som The Chainsmokers, James Blunt og Ronan Keating samt danske topnavne som Suspekt, Ukendt Kunstner, Rasmus Seebach og D-A-D suppleres nu med en god gang Nibe bredde, masser af fremtid, masser af nutid samt masser af Nibe-historie.
TopGunn
Den forrygende popsnedker er tilbage i Nibe. I topform, med nyt materiale, nyt show og selvfølgelig også med de mange fede hits, som altid skaber tæt på ude-af-proportioner-fest.
TopGunn udgav i efteråret albummet ”DK Goat” og en skovlfuld ny-klassikere som ”For Altid”, ”10 % Mere”, ”Balancen” feat. Kesi og ”Bump” feat Lamin. Aktualiteten peaker ubetinget.
Niarn
Et glædeligt comeback til musikscenen, og altså også til Nibe, efter en veloverstået organtransplantation. Niarn er meldt i topform.
Den kommer til at stå på masser af Gug-gangsta attitude og hits som ”Dobbelt A”, ”Stikkersvin”, ”Mit Liv Mine Regler” og ”Bare Sig Til”.
Jacob Dinesen
Jacob Dinesen, med den så store, unikke og Springsteen-rustne stemme, var den helt store sensation, da han i 2016 smed albummet ”Brace Against The Storm”. Hvilken start på en stor karriere, for Dinesen sprøjtede albums ud og blev allemandseje.
Nu skriver vi så 2024, og Dinesen har netop smidt albummet ”One Step At A Time” med bl.a. baskeren ”The Waiting Game (feat. Siné)”. Begge er med i Nibe – altså også fantastiske Siné.
Faustix
Faustix åbnede Nibe 2023. Det var tirsdag aften på Grøn Scene, som er placeret på Camp Øst. I år er den store DJ atter tilbage i Skalskoven.
Sympatiske Faustix er elsket i Nibe, ja og generelt på den danske livescene. Har samtidig masser af international bevågenhed. Mon ikke det hele peaker frem mod Nibe 2024, for Faustix buldrer ind i nogle særdeles aktive måneder med masser af nyt.
The Powls
Det bliver ikke mere Nibe, end når The Powls lørdag middag, som de plejer, sparker festivalens sidste dag i gang med deres musikalske, eller ja, umusikalske comedyshow.
Et absolut must på Nibe – år efter år.
Souvenirs
”I sin tid var den Nils Torp fra Souvenirs, som tilbage i 1996 anbefalede os at booke The Powls. Dengang havde vi på ingen måde i tankerne, at vi tæt ved 28 år senere faktisk kunne præsentere begge bands på vores festival” – konstaterer festivaltalsmand Peter Møller Madsen. Men sådan er det heldigvis, og Souvenirs – med Sofie Bonde og Nils Torp i fronten spiller Den Lille Fede torsdag middag.
Tue West
I år fejrer vi 20-året for Tue West´s debut og voldsomt store gennembrud – også på Nibe. Vi kipper også med flaget i Nibe, for det fortjener sympatiske Tue West.
Der venter os efter sigende en skarp og opdateret Tue West, og alle de fede klassikere som ”Sig Du Er Sikker (Værelse Med Udsigt)”, ”En Sang Om Kærlighed”, ”Du Er Fri (Kvinden og Lottokuglerne)” – alt sammen serveret i Reservatets intime og smukke rammer.
Musikplakaten til Nibe 2024 indeholder derudover pt. disse artister:
The Chainsmokers (US), James Blunt (UK), Ronan Keating (IRL), Ukendt Kunstner, Rasmus Seebach, Suspekt, Andreas Odbjerg, Benjamin Hav & Familien, D-A-D, Martin Jensen, Artigeardit x Lamin, Tim Christensen, Jonah Blacksmith, Infernal, Ude Af Kontrol, KrebsFalch, Magtens Korridorer, Gobs, Benny Jamz, Guldimund, Thor Farlov, PRISMA, URO, Kalaset, Lydmor, Martin Kanstrup, Mumle, Saint Clara, Malte Ebert, Zar Paulo, Pil, Angående Mig og Pauline.