Annisette Koppel fra The Savage Rose har i over 55 år været en enestående naturkraft i dansk musik. I en ny portrætdokumentarserie på DR1 får seerne et helt unikt og meget personligt indblik i Annisettes liv, ligesom man kommer tæt på både hendes musikalske og personlige færd gennem livets vendepunkter.
I fire afsnit tager instruktøren Maya Albana seerne med på en rejse gennem Annisettes Koppels liv. En rejse, der samtidig giver et indblik i de 75 år af danmarkshistorien, der har formet hende.
Dokumentarserien begynder med et tilbageblik på barndommen, hvor Annisette og hendes søster, Rudi, fortæller om et hjem, hvor konflikter mellem forældrene fyldte side om side med showbiz.
Annisette fortæller også om sin ungdom, hvor hun får job som sangerinde i det populære coverband Dandy Swingers og pludselig står over for sit livs vendepunkt, da bandets medlemmer begynder at spille med den berømte Koppel-familie.
Kompromisløs i sin tilgang
Annisettes ord bliver gennem hele portrætdokumentaren perspektiveret af de personer, der står hende nær samt af musikere, bandmedlemmer, historikere og kulturformidlere.
“Annisette er kompromisløs i sin tilgang til både musikken og livet og har sat et stort præg på både den musikalske scene og samfundsdebatten herhjemme igennem 50 år. Hun har gennem et helt liv formået at holde sig relevant med sin musik, hvor hun har fulgt tidens strømninger på sin helt egen særegne måde”, siger Lisbeth Langwadt, der er programchef for DR Bred Kultur og Fakta.
I portrætdokumentarserien fortæller Annisette Koppel også om sit møde med det nydannede The Savage Rose, om hvordan bandet debuterer som pionerer indenfor rytmisk musik og om tiden, hvor deres debutalbum tager Danmark med storm.
Seerne hører også om, da det hele vender, og Savage Rose kommer i modvind, da de siger nej tak til at tage til Vietnam for at spille for soldater på de amerikanske baser. En beslutning, som samtidig koster dem mange musikeres største drøm: drømmen om en pladekontrakt i USA.
“Vi kommer også helt tæt på det private, når Annisette Koppel fortæller om forelskelsen og kærligheden til Thomas Koppel, om da de bliver forældre, og familien helt i tidsånden vælger at flytte i kollektiv med plads til både storfamilie og band. Vi hører om, hvordan deres politiske bevidsthed vokser, hvilket hverken pressen eller pladeselskaberne er begejstrede for. Vi er også med i fortællingen om, hvordan bandet med indspilningerne af albummet ’Black Angel’ rejser sig igen, og om hvordan tilværelsen efter Thomas’ død, tager en ny og alvorlig drejning, der forandrer Annisettes liv for altid. – ’Annisette – rebel for livet’ er ikke kun historien om en af Danmarks allerstørste sangere, der går linen ud i alt, hun kaster sig ud i og med alt, hvad det indebærer – på godt og ondt. Det er også en rejse ind i spændende dansk kulturnostalgi, hvor vi gennem Annisettes musikalske rejse tages igennem 50 års dansk musikhistorie”, siger Lisbeth Langwadt.
Første afsnit kan ses på DR1 onsdag den 6. marts klokken 20.30 og de efterfølgende tre onsdage samme tid. Alle fire programmerne ligger klar på DRTV fra samme dag klokken 6.00.