Når stemningen bare skal være blå

Når stemningen bare skal være blå

Er du ikke til caféer som de er flest. Altså dem med neonlys og spejle over det hele? Er du til melankoli og plads til eftertanke, god musiksmag, hvad det så end er, fantastisk stemning og dybe samtaler? Så er det bare om at søge lidt væk fra Københavns Indre by og til Kind of Blue i Ravnsborggade på Nørrebro.

Du mærker det med det samme, når du åbner døren. Kind of Blue er et helt specielt sted. Stemningen er nemlig ganske enkelt blå. Og det er blå den på den helt rigtige måde. Musikken, samtalen og publikum. Du kan kun føle dig til rette og afslappet. Eller faktisk det kan være svært at komme afsted igen, når du først har slået dig ned på Kind of Blue.

Claus Ploug overtog Kind of Blue i 2010. Han kom oprindeligt fra filmbranchen, men havde også en drøm om at drive et sted med en helt speciel stemning og hvor der er tid og plads til den gode samtale og samværd. “Kun fortættet samværd mætter mit begær”, er et citat, som var blandt udgangspunkterne for det sted som Claus Ploug gerne ville bygge, og som er lykkedes for ham. “Jeg vidste hvordan stedet skulle være og hvilke farver, der skulle bruge. Et sted der henvender sig til voksne. Melankolsk, uden at man skal sidde og græde, men med tid til eftertænksomhed”.

Navnet Kind of Blue kommer fra et Miles Davis album. “Stedet skulle hedde noget med blue og det Miles Davis album har altid betydet noget for mig. En dag lå coveret foran mig, og så var det bare det stedet skulle hedde”

Claus startede med ambitionen om at drive stedet alene. Altså stå for alt selv. Nok lidt en romantisk drøm. Men på et tidspunkt måtte han dog indse, at det blev for meget med 100 arbejdstimer om ugen. “De første tre år var svære økonomisk, men så begyndte det at se bedre ud. Og ja jeg har måtte ansætte folk, selvom det ikke var min oprindelige ide”.

Plads til alle, turister og lokale
Sidder du og hygge dig på Kind of Blue, nyder musikken og bare generelt den gode stemning, så hører du mange gæster tale andet end dansk. “Vi har heldigvis en del lokale stamgæster, men her kommer også rigtig mange turister. Vi har været omtalt meget positivt i flere internationale guides, og det har været ekstremt godt for os. Nogle aftener er det op til 75 procent af gæsterne, det er turister”, forklarer Claus Ploug.

Og så er det blevet et sted, der er meget populært til dates. “Det tror jeg handler om at vi har nogle små intime områder i loungen, hvor man kan være i forholdsvis fred til en date”.

Generelt er publikum i Kind of Blue fra slutningen af 20’erne og til slutningen af 40’erne. “Og så kommer der en del gæster, der af nogen vil bliver opfattet som alternative. Og det er jeg glad for. Vi byder alle velkommen her, alle religioner, alle køn, alle politiske retninger og alle sexuelle orienteringer. Der skal ikke være noget loft”, forklarer Claus Ploug.

Også koncerter og events
Omkring en gang om måneden kan du opleve enten koncerter eller måske foredrag på Kind of Blue. Altså de små gode oplevelser, der giver lidt ekstra til hverdagen. “Det passer godt med et arrangement om måneden, som tingene fungerer nu. Men vil da godt have flere arrangementer i fremtiden.

Ellers understreger Claus Ploug at Kind of Blue er det sted han har drømt om. Og han vil fortsætte med at drive det som det er nu i mange år i fremtiden.

Så har du ikke været forbi Kind of Blue, så har du stadig mulighed for det i de næste år. Eller måske bare morgen. Det er virkelig dumt at snyde dig selv for den fantastiske blå stemning.

Share