Dansk turistfilm nomineret til verdens bedste

Dansk turistfilm nomineret til verdens bedste

Hvert år afholdes der verdensmesterskab i at producere verdens bedste turistfilm. I år er den danske film ”Fjordlandet – let the saga begin” kommet igennem nåleøjet til finalen. Nu skal en afstemning afgøre, hvilken af de 31 nominerede, som skal vinde den prestigefulde pris.

VisitFjordlandets stemningsfulde film “Let the saga begin” er med i opløbet om at blive verdens bedste turistfilm i 2020. I perioden den 1.-25. oktober har alle nemlig mulighed for at afgive deres personlige stemmen til filmen. Hvis du vil stemme på den danske film kan du gøre det på følgende link: https://www.cifft.com/film/fjordlandet-let-the-saga-begin/

Fjordlandet er et turistområde i Danmark, som er skabt i et samarbejde imellem Lejre, Roskilde og Frederikssund kommune, der alle ligger omkring Roskilde Fjord, som netop er kendt fra sin stærke vikingearv. Derfor har det også været naturligt at trække på det i turistfilmen for området. Og det bliver nu belønnet.

Direktør i VisitFjordlandet, Thomas Mahler, fortæller:
“Jeg er selvfølgelig super stolt over, at vores film “Let the saga begin” er blevet nomineret og håber, at folk vil gå ind og stemme på den. Det er en superfed følelse, at VisitFjordlandet kan sætte Danmark på landkortet i konkurrencen.
Vi lægger rigtig meget arbejde i vores film og videoer, så det er dejligt med international anerkendelse og opmærksomhed og bare det, at blive nomineret er kæmpe stort.”

Det er den internationale turistfilmsfestival CIFFT i Wien (International Committee of Tourism Film Festivals) der har udvalgt 31 film fra hele verden og VisitFjordlandet er blevet udvalgt som den eneste nominerede fra Danmark til at være med i konkurrencen. Filmen er produceret af filmproduktionsselskabet Produced By, der også har lavet film for bl.a. Lego og Google.

Håber danskerne vil hjælpe filmen
En dygtig jury har således allerede udpeget de 31 bedste turistfilm, og nu skal vinderen findes på demokratisk vis, for konkurrencen foregår nemlig via afstemning frem til 25. oktober, hvorefter vinderen annonceres. Hvem titlen skal gå til afgøres altså udelukkende af folket.

”Den store udfordring for os var at blive nomineret, fordi der altid er et enormt stærkt felt af film til netop denne pris. Nu er det op til alle andre at vælge den film de synes er bedst. Vi håber naturligvis at danskerne har lyst til at give vores film en stemme, da vi allerede nu kan se at store lande typisk får flere stemmer. Og da det nu har været et ”staycation” år, synes vi kun, at det er fair at opfordre danskerne til at stemme på den danske film”, lyder det med et smil fra filmens producer Ege Heckmann.

Hvis du vil se den danske film og måske give den en stemme med på vejen kan du benytte dette link:

Link til filmen og afstemningen: https://www.cifft.com/film/fjordlandet-let-the-saga-begin/
Link til de andre nominerede: http://www.cifft.com/cast-your-vote/

Share