Rekordbogsalg hos Saxo

Rekordbogsalg hos Saxo

Online boghandleren Saxo har leveret en rekordhøj mængde læseoplevelser i løbet af 2023. Det fremgår af den nye rapport Sådan læser vi i 2023.
På tværs af både streaming og traditionelt bogsalg passerede Saxo en milepæl på 4,4 millioner bøger. Dette udgør ikke blot en markant stigning i læseengagementet, men markerer også den højeste målte stigning i Saxos historie, idet tallet i 2022 lå på 3,3 millioner og i det ellers rekordsættende og pandemiprægede 2021 på 3,6 millioner.

Saxos direktør Natasha Brandt udtaler om rapporten: “Med rapporten i hånden får vi også  læsernes ord for, hvad vi i forvejen havde på fornemmelsen – nemlig at bøgerne har oplevet gunstige, omend forandrede vilkår i 2023. Saxo kan nu præsentere det hidtil højeste antal læseoplevelser sendt ud til danske læsere, og det er inspirerende at se, hvordan mange har formået at integrere litteraturen endnu mere i deres liv, ikke mindst takket være bogstreaming.”

Highlights fra rapporten ‘Sådan læser vi 2023’:

  1. Digital og fysisk fusion: Hybridlæsning vinder terræn, og knap 20 % læser nu lige så mange fysiske som digitale bøger. Mange læsere både køber og streamer den samme bog.
  2. Streamingens triumf: 58 % af læserne er nu bogstreamere, og streaming af e- og lydbøger er fortsat i vækst med en stigning på over 25 % i daglig streamingtid sammenlignet med 2022. Der blev i gennemsnit streamet 23 minutter om dagen i 2023.
  3. Tid er afgørende: Trods en travl hverdag prioriterer læserne tid til litteratur. Hver tredje læser har læst mere i 2023, mens næsten hver anden drømmer om at læse endnu mere. Bogstreaming er blevet en populær løsning for at få mere litteratur ind i en travl hverdag og skaber mulighed for flere læsestunder.
  4. Brugte bøger får nyt liv: Både køb og salg af brugte bøger vækster i stor stil. Næsten halvdelen af læserne er glade for at sælge eller købe brugte bøger, og en stor del foretrækker nu at købe brugte bøger fremfor nye.
  5. Bøger mellem mennesker: 75 % låner bøger til eller af andre , og 38 % bruger anbefalinger fra deres omgangskreds som inspiration, når de skal vælge den næste læseoplevelse.
  6. Udvikling og teknologi: 58 % af læserne vil fravælge bøger skrevet af AI, og 75 % vil ikke lytte til AI-indlæste lydbøger.
  7. Bøgerne er læsernes helle: Rapporten konkluderer, at bøger for læserne er en kilde til fordybelse, ro og refleksion i en travl hverdag.
  8. Læseraspirationer: Knap hver tredje går med en forfatterdrøm i maven, mens hver fjerde mener, at de ville være en god lydbogsindlæser.

Rapporten udkommer i år også som e-bog og lydbog i Saxos app, og kan streames af Saxo-medlemmer. 

Share