På forlaget Lindhardt & Ringhof udkommer i denne uge bogen 100 ikoniske fodboldstadioner, der er skrevet af fodboldkommentator Andreas Kraul.
Andreas Kraul folder sin kærlighed ud til 100 ikoniske arenaer, som har lagt græstæppe til de største fodboldkampe eller de mindste lokalopgør. Han tager os med bag kulisserne og fortæller sjove anekdoter, ligesom han kommer med tips til området omkring stadionerne, hvis man får lyst til selv at besøge dem.
Andreas Kraul har som fodboldfan, -ekspert og -kommentator for DR været på flere fodboldstadioner end de fleste andre danskere. Han tager os fra Eidi Stadium på Færøerne, der kan rumme omkring 500 tilskuere, til Rungrado 1st of May Stadium i Nordkoreas hovedstad Pyongyang med hele 114.000 sæder. Vi kommer med til de største klubbers hjemmebaner – Old Trafford, Anfield, Maracanã, Allianz Arena, Bernabéu – og runder også stadioner, som har spillet en rolle for det danske landshold: Nya Ullevi i Göteborg (EM-finalen 1992) og selvfølgelig Parken i København.