For første gang nogensinde opfører Det Kongelige Teater i København en opera af Vivaldi. På scenen til operaen Griselda står stærke, internationale baroksolister ledsaget af barokensemblet Concerto Copenhagen.
Vivaldi er mest berømt for violinkoncerterne De fire årstider, men han skrev også en lang række operaer, hvoraf omkring 20 er bevaret. Flere af dem er blevet genopdaget i nyere tid, og nu opfører Det Kongelige Teater for første gang en opera af Vivaldi.
Operaen Griselda fra 1735, er baseret på en fortælling fra Boccaccios Dekameron, og den er, set med moderne øjne, en ganske forfærdelig fortælling. Kong Gualtiero har giftet sig med en fattig hyrdinde ved navn Griselda. Folket er imod hans valg af hustru, så kongen beslutter sig for at udsætte Griselda for en række hårde prøvelser, der skal teste hendes kærlighed.
Nyt blik og samarbejde med Danner
I hænderne på forestillingens instruktør Béatrice Lachaussée får fortællingen om Griselda nyt liv, og historien bliver gransket kritisk med et nutidigt blik for den uretfærdighed, som Griselda må tåle. Det, der i 1700-tallet blev kaldt en prøve af Griseldas trofasthed og kærlighed, bliver i Lachaussées læsning kaldt for det, det er: partnervold.
”Det budskab, jeg vil formidle, er, at enhver kvinde, der er offer for sådan en vold, uanset hvilken undskyldning der gives, skal kunne få hjælp til at frigøre sig og finde et tilflugtssted og den nødvendige støtte til at bryde denne onde cirkel,” fortæller instruktøren Béatrice Lachaussée, og siger: ”Ud over at forholde mig til det kunstneriske indhold i iscenesættelsen følte jeg, at det var nødvendigt at fremhæve forbindelsen mellem operaens fiktion og virkelighedens partnervold, et globalt problem som ikke er blevet mindre med tiden. Derfor har jeg ønsket parallelt med forestillingen at vise Danners udstilling RED MIN SØSTER i Gamle Scenes balkonfoyer for at skabe et udtryksrum dedikeret til kvinder, der har oplevet og er brudt fri af partnervold.”
Barokspecialister og stærke, internationale stemmer
Griselda indeholder nogle af Vivaldis mest dramatiske og virtuose arier, og stærke, internationale stemmer står på rollelisten. Mezzosopranen Noa Beinart som har været medlem af ensemblet på Wiener Staatsoper, er den hårdt prøvede Griselda, den internationalt efterspurgte, norske sopran Mari Eriksmoen kan opleves i rollen som Costanza, og den amerikanske, lyriske tenor Terrence Chin-Loy synger Kong Gualtiero. De øvrige medvirkende er Christopher Lowrey, Marlene Metzger og Ray Chenez.
Fra orkestergraven akkompagnerer barokensemblet Concerto Copenhagen med sprøde klange på originalinstrumenter ledet af Lars Ulrik Mortensen.
Dirigent: Lars Ulrik Mortensen
Iscenesættelse: Béatrice Lachaussée
Scenografi: Amber Vandenhoeck
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Glen D’haenens