Joonas debuterer med et sårbart techno track

Joonas debuterer med et sårbart techno track

Den 23-årige dansk-palæstinensiske debutant, Joonas, nedbryder barriererne mellem eskapistisk klubkultur og ungt, sårbart tankemylder på Kom Tættere, der udkommer fredag.

De første retro-futuristiske synths på Kom Tættere skaber med ét en stemning af, at bevæge sig langsomt ind i en neon-belyst, tilsløret, mørk lagerhal. Man bliver mødt af bølgerne af pulserende strober og energien fra mennesker og kroppe, der bevæger sig frit, men alligevel i fælles euforisk symbiose.

Joonas er dybt inspireret af denne undergrunds techno-verden. Men modsat en også ofte euforiseret eskapisme, som er forbundet med netop denne lyd og livsstil, er der noget menneskeligt og nærværende i Joonas’ særegne falset og følsomme stemme, der gør hans debutsingle og musik til et yderst medrivende clash mellem to forskellige universer.

”Jeg elsker den energi, der er i hård, elektronisk klubmusik. Men for mig, er techno-beats og stroboskoplys også forbundet med en overgivelse til sig selv og sine følelser. Natten er mødet med andre mennesker, nye relationer, minder og nostalgi, der uundgåeligt kan fremkalde utroligt sårbare sider af det at være et ungt menneske midt i festen og livet. Det er det spændingsfelt, jeg afsøger med min musik,” fortæller Joonas.

Lyt i nedenstående.

Share