I anledning af Leif Sylvester Petersens 85 års fødselsdag i april udkommer snart en ny stor kunstbog, Den store Sylvester, der går tæt på billedkunstneren Leif Sylvester.
Sylvesters kunst har fået mange betegnelser gennem tiden. Fra gøgleri til performance. Fra gadekunst til arbejderkunst og folkekunst. Nu fortæller denne bog, først og fremmest visuelt, men også gennem Sylvesters egne ord, om tankerne bag hans værker.
Da Leif Sylvester Petersen i 1940 blev født ind i en arbejderfamilie på Amager, lå det ikke i kortene, at han havde et liv som kunstner foran sig. Han er uddannet tømrer, autodidakt som billedkunstner og debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1969 – her udstillede også den oprørske kollega Erik Clausen, og det blev begyndelsen på et kunstnerisk parløb med udstillinger i det offentlige rum, performance og samfundssatire.
Sylvester er netop nu aktuel med en stor udstilling på KunstCentret Silkeborg Bad, og i efteråret sætter Arbejdermuseet fokus på hans arbejderkunst i endnu en stor udstilling.
Den 10. april udkommer bogen, der går bag Sylvesters s forunderlige visuelle kunstunivers.