Roskilde Festival, DSB og Det Kongelige Akademi er gået sammen om at skabe en ny togstation, der både skal fungere som trafikalt knudepunkt og samlingssted for festivaldeltagere. Stationen bliver bygget med fokus på bæredygtigt byggeri.
De festivaldeltagere, der ankommer til Roskilde Festival med tog, vil til sommer blive mødt af et nyt syn. Arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi re-designer nemlig festivalens stationsområde på camping. Det sker i et flerårigt samarbejde mellem Roskilde Festival, Det Kongelige Akademi og DSB. Stationsområdet bliver et trafikalt knudepunkt med en ny stationsbygning og mange daglige togafgange. Samtidig bliver det en mere integreret del af campingområdet, hvor deltagere også kan mødes i festivaldagene. Den nye stationsbygning bliver skabt af genanvendelige materialer, og efter endt festival bliver den pakket ned for året efter at blive sat op igen.
“Det er et stort og nødvendigt fokus for os at bidrage til en bæredygtig fremtid på flere måder. Det gør vi blandt andet ved at understøtte vækstlag – i mange forskellige sammenhænge. Derfor bliver vores nye station tegnet af fremtidens arkitekter og produceret med hjælp fra en ny generation af bygningssnedkere. Og den nye station bliver naturligvis skabt af genanvendelige materialer, så vi bygger ansvarligt”, siger Signe Brink Wehl, kunstfaglig chef hos Roskilde Festival.
Elever fra bygningssnedkeruddannelsen på NEXT i Herlev bidrager som en del af uddannelsesforløbet i forbindelse med den praktiske udformning af byggematerialer og i selve opbygningen af den nye stationsbygning.
For de arkitektstuderende på Det Kongelige Akademi er projektet også en del af undervisningen.
“For os betyder samarbejdet, at de studerende får lov at prøve kræfter med at skabe et projekt, som rykker ud af computeren og ind i den virkelige verden. Vi tror på, at hvis man allerede på studiet prøver at samarbejde med bygherre, håndværkere og brugere, er man bedre rustet til at skabe en bedre verden, når man er færdig på uddannelsen”, siger Martin Marker, programansvarlig på Institut for Bygningskunst, By og Landskab på Det Kongelige Akademi.
Tag toget
Det er ganske enestående, at en festival har sin egen togstation. Roskilde Festival har haft sit eget trinbræt siden 1996. I 2018 gik festivalen og DSB sammen om at skabe en decideret station med navnet Roskilde Festivalplads Station.
Over 110.000 festivaldeltagere tager hvert år toget til og fra festivalpladsen.
“For mange deltagere starter og slutter Roskilde Festival på Roskilde Festivalplads Station, og det er vigtigt for os, at de får en tryg og god oplevelse. Det vil vi blandt andet sikre med god information om afgange og ankomster, tydelig skiltning og personale, der kan hjælpe med billetter”, siger kommunikationschef hos DSB, Niels-Otto Fisker.
Roskilde Festival opfordrer generelt festivaldeltagere til at benytte offentlig transport til og fra festivalpladsen.