Moonjam & Back to Back forener kræfterne til Midtfyns Festival

Moonjam & Back to Back forener kræfterne til Midtfyns Festival

Teltdugen bliver spændt op til fest, når to af de største danske 80’er og 90’er hitmagere slår kræfterne sammen på Midtfyns Festival til september.

Moonjam, som også har stærke rødder i Sneakers og Danseorkestret, har inviteret Back to Back med på en enestående pop- og rockhit-turné under overskriften “Alle sangene”.

“Der er ingen tvivl om, at det bliver en hitparade med nogle af de største numre fra den musikalske guldalder inden for dansk poprock”, fortæller en begejstret Kim Skovby Klindt, der er en af de to ledere af Midtfyns Festival.

Det var mere eller mindre tilfældigt, at Morten og Rasmus Kærså fra Moonjam, og Morten Remar og Nis Bøgvad fra Back to Back, fandt hinanden ved Moonjams julekoncerter i 2023. Men det stod hurtigt lysende klart, at dette match kunne noget helt særligt; otte musikere med en historik og et sangkatalog, der rækker helt tilbage til den første Sneakers-udgivelse fra 1980, og frem til smashhittet Jonathan, og alle de andre store sange vi kender.

“Syng-med-koncerterne er en fast del af programmet på Midtfyns Festival. Og i år er Moonjam & Back to Back, en af de koncerter, man ikke vil gå glip af, hvis man kan lide festlig fællessang”, fastslår Kim Skovby Klindt.

Moonjam og Back to Back var en del af det kuld af musikere, som leverede lydtapetet til ikke bare den generation, der var unge i 80’erne og 90’erne, men som den dag i dag stadig er vedkommende, og sangene er fast inventar på playlister til fester for både unge og gamle.

Musikerne i Moonjam & Back to Back er:
Mikkel Nordsø, guitar
Bobby Ricketts, sax
Rasmus Kærså, bas & vokal
Nis Bøgvad, guitar & vokal
Klaus Menzer, trommer
Morten Remar, vokal & congas

Maibrit Sommerblomst, vokal & percussion

Morten Kærså, vokal & keys

Udover Moonjam & Back to Back kan du møde Scarlett Pleasure, Kalaset, Mumle, Peter Sommer, Kind Mod Kind, Allan Olsen & Norlan og mange flere på Midtfyns Festival 2025. Billetter kan købes på festivalens hjemmeside midtfynsfestival.dk.

Share