Fakta om Copenhagen Sprint

Fakta om Copenhagen Sprint

Den 21. og 22. juni afvikles for første gang et World Tour cykelløb, Copenhagen Sprint, i Danmark. Du har mulighed for en god oplevelse som enten tilskuer eller deltager i folkecykelløbet.

Her følger lidt fakta om eventet:

  • Copenhagen Sprint består af to professionelle løb: Et elitecykelløb for kvinder og et for mænd.
  • Kvindeløbet afvikles lørdag 21. juni 2025. Rute: 151 km.
  • Herreløbet afvikles søndag 22. juni 2025. Rute: 236 km.
  • Rutebeskrivelse: Begge ruter starter i Roskilde og går nordpå til Frederikssund videre til Hillerød. Fra Hillerød tager herrerne en tur op forbi Louisiana ved Humlebæk, før de ender tilbage i Hillerød og tager den samme vej som kvinderne ned forbi Furesøen gennem Ballerup. Herfra går ruten til Rødovre, hvorfra rytterne cykler igennem Frederiksberg, før de rammer rundstrækningen ved Nørrebros Runddel i København. Ruten i København går rundt om Nyboder forbi Botanisk Have over H.C. Andersens Boulevard forbi Rådhuspladsen og videre over Dronning Louises Bro. Begge løb rammer igen søerne over Fredens Bro og har målstreg ved Statens Museum for Kunst, hvor der indrettes målområde med cykelfestival i Østre Anlæg. 
  • Folkecykelløb for alle på ruten i de københavnske gader 21. juni 2025. Det er gratis at deltage.
  • Cykelfestival i København 21.-22. juni 2025 og aktiviteter i Roskilde, København og gennemkørselsbyer med heppezoner, storskærmsvisning, musik mv. Frivillige foreninger, erhvervsliv og organisationer inddrages, så vi sammen skaber en cykelfest, der involverer alle cykelelskende danskere. Programmet for de forskellige aktiviteter vil blive offentliggjort efterhånden, som det kommer på plads.
  • Det politiske topmøde, Copenhagen Cycling Summit x UCI Mobility & Bike City Forum, vil have ca. 200 deltagere og afholdes i DAC, BLOX, i København og foregår i samarbejde med den internationale cykelunion. Topmødet skal sætte rammen for nye strategiske samarbejder, der kan fremme hverdagscyklisme i Danmark og resten af verden.
  • Det blev i december 2023 offentliggjort, at den internationale cykelunion, UCI, havde tildelt DCU løbslicens i foreløbigt tre år – 2025, 2026 og 2027. Bag cykelløbet står en national partnerkreds bestående af Københavns Kommune, Roskilde Kommune, staten, Sport Event Denmark, Wonderful Copenhagen, Danmarks Cykle Union og Copenhagen Sprint eventselskabet, der forestår planlægningen og afviklingen af løbet.

Læs mere om ruten på nedenståenden link:

Share