Katinka annoncerer koncerter med nyt band

Katinka annoncerer koncerter med nyt band

Fredag den 21. februar sprang Katinka ud som soloartist med den hårdtslående og rørende single Knappenål, og hun flyver stadig. Efter 12 år i en evigt foranderlig bandkonstellation står Katinka nu helt alene for første gang – både som erfaren musiker og debuterende soloartist. Og ja, man kan sagtens være begge dele på én gang. Det er måske lige præcis dér, Katinka trives allerbedst – lige mellem gråd og grin, mellem styrke og sårbarhed. Og det er også dér, man finder hendes første headliner-koncerter.  

Dem kan man opleve til oktober, hvor Katinka træder ind på scenen på Train i Århus og Store VEGA i København. Det gør hun henholdsvis den 30. og 31. oktober.

Kom og få en rusketur i selskab med Katinka og hendes nye band til en aften fyldt med barberbladsskarp poesi, hvor hun vil spille helt nye sange samt nyfortolkninger fra sit imponerende bagkatalog.  

“Jeg har aldrig haft så store sæbebobler i min mave af spænding, angst og lykke, som jeg har lige nu, hvor jeg skal vise verden, hvordan mine sange lyder, når jeg står på helt egne og skæve ben. Der er så meget, der føles nyt. Det er som at skulle lære at cykle igen – og så opdage, at jeg elsker at cykle, og at jeg ved præcis, hvor jeg vil hen”, forklarer Katinka.

Share