Tid til Den Lille Kulturnat

Tid til Den Lille Kulturnat

Den 14. marts indtager Den Lille Kulturnat igen København og Frederiksberg med et væld af kulturelle arrangementer, der alle er målrettet børn, i følgeskab med deres voksne. Der venter uforglemmelige oplevelser, når museer, kirker og slotte byder indenfor til en aften fuld af magi for børn i alle aldre. Hele
programmet er nu klar og lige til at gå til, så klik ind her og sammensæt den helt perfekte rute gennem byen og Den Lille Kulturnats mange sjove og lærerige særarrangementer.

”Med Den Lille Kulturnat er målet hvert år at brede kulturen ud til så mange børn som muligt og skabe nysgerrighed og interesse for alt det, byen har at byde på. Og i år kan man altså også glæde sig til et arrangement målrettet de allermindste og deres forældre, hvor både barnevogn, sutteflaske og tumleplads er tænkt med ind i kunstoplevelsen. Vi har desuden valgt at præcisere alderskategorierne til de forskellige arrangementer, så man endnu bedre kan finde de helt rigtige oplevelser, der passer til den aldersgruppe, man er afsted med,” siger Sekretariatsleder for Foreningen Kulturnatten, Marie Myschetzky.

Den Lille Kulturnat vokser år for år, og man kan derfor se frem til endnu flere oplevelser, når de mange arrangører slår dørene op til eventyrlige verdener af kunst, teater, musik og kreativitet den 14. marts kl.
16.00. Det eneste, det kræver at deltage, er et Kulturpas, så er man klar til at gå på opdagelse i særarrangementerne, som kun kan opleves denne ene gang om året.

Den Lille Kulturnat er Kulturnatten, som du kender den – men udelukkende med arrangementer for børn.
Den finder sted fredag den 14. marts 2025 kl. 16-20 med arrangementer for børn mellem 2–5 år, 5-8 år og 8-12 år.

Kulturpas til Den Lille Kulturnat kan kun købes digitalt i Kulturnattens webshop. Kulturpasset koster 125
kr., hvis du er over 12 år. Med et kulturpas kan du medbringe to børn under 12 år gratis til alle arrangementer.

Share