27 nye navne tilføjet plakaten til Roskilde Festival 2025

27 nye navne tilføjet plakaten til Roskilde Festival 2025

Roskilde Festival føjer i dag 27 nye navne til årets program. Heriblandt den britiske producer og sanger FKA Twigs, det britisk-amerikanske artpop-orkester Anohni and the Johnsons, metal-fornyerne Knocked Loose, den danske rapper Noah Carter samt to unikke totalshows udviklet særligt til Roskilde Festival.

Dagens offentliggørelse tæller også det britisk-amerikanske artpop-orkester Anohni and the Johnsons, der har sanger og sangskriver Anohni Hegarty i front, og som indtil 2023 gik under navnet Antony and the Johnsons. Hegarty er blevet lovprist for sin smukke, karakteristiske vokal, som hun i sine sangtekster bruger til at sætte fokus på aktuelle emner som queer-kultur, identitet, partnervold, social ulighed, krig og klimakrise.

“Både FKA Twigs og Anohni and the Johnsons skaber banebrydende musik med hver deres unikke udtryk, der både rammer den opsøgende musikelsker og appellerer til noget i os alle. FKA Twigs er et af de mest nyskabende navne lige nu, og hendes koncert bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse. Anohni and the Johnsons er garanter for intense og betagende koncerter, der også sætter fokus på vigtige samfundsdagsordner – et værdifællesskab, vi deler”, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.

Dansk stjernerapper lukker Arena
Og så får den danske rapper Noah Carter æren af at lukke Arena-scenen på årets festival.

Efter en succesfuld række engelsksprogede udgivelser indledte Carter i starten af 2024 en ny æra med det dansksprogede magnum opus Noahs Ark. Albummet imponerede både fans og anmeldere og havde features fra navne som både Gilli, Hans Philip og Kesi.

Carter debuterede på festivalen i 2017 og cementerer nu sin position som en af de helt store stemmer i dansk rap, når han lørdag nat leverer en episk nattefest på festivalens næststørste scene.

Unikke særshows på festivalen
Blandt de 27 navne gemmer sig også flere unikke konstellationer af kunstnere, der går sammen om at skabe helt særlige shows til Roskilde Festival.

Det norske feministiske black metal-kollektiv Witch Club Satan slår sig sammen med det danske doom rave-band John Cxnnor om at skabe et apokalyptisk totalshow fyldt med urgamle hekseritualer, performancekunst og storslåede visuals.

Festivaldeltagerne vil også kunne opleve den første optræden nogensinde med danske Big Fan, et nyt projekt bestående af de to progressive danske sangskrivere Mija Milovic og Barbro. Begge har tidligere gæstet festivalen og vil til sommer levere en koncert, der med elementer af performance inddrager deltagerne i et helt særligt univers, hvor musikken bliver en kilde til refleksion og håb.

Spektakulære navne fra hele verden
Roskilde Festival 2025 byder også på de amerikanske metalcore-fornyere Knocked Loose, det legendariske indiefolk-band Bright Eyes og den visionære rapper Tierra Whack, som sidste år udgav det spektakulære album World Wide Whack og har samarbejdet med navne som Beyoncé, Alicia Keys og Tyler, the Creator.

De får følgeskab af den japanske singer-songwriter Fujii Kaze, det malinesiske band Al Bilali Soudan, der dyrker den dybe, rituelle Tamasheq-musik, og den nigerianske afrobeat-sanger Oxlade.

Roskilde Festival har nu offentliggjort i alt 108 navne ud af et program, der kommer til at tælle omkring 200 musiknavne samt en lang række navne inden for kunst og aktivisme. Tidligere har festivalen offentliggjort navne som Olivia Rodrigo, Fontaines D.C., Stormzy, Deftones, Nine Inch Nails og Doechii til sommerens program.

Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli.

De 27 nye navne til Roskilde Festival 2025:
Anohni and the Johnsons (UK)
FKA Twigs (UK)
BigXthaPlug (US)
Bright Eyes (US)
Flo (UK)
Fujii Kaze (JP)
Knocked Loose (US)
Noah Carter (DK)
Tierra Whack (US)
Ali (ID)
Al Bilali Soudan (ML)
Big Fan (DK)
Elias Rønnenfelt (DK)
Jasmine.4.T. (UK)
John Cxnnor x Witch Club Satan (DK/NO)
Lyra Pramuk (US)
Meridian Brothers (CO)
Omar S (US)
Oxlade (NG)
Ravyn Lenae (US)
Shabjdeed & Al Nather (PS)
Slim0 (DK)
Stundom (DK)
Tanner Adell (US)
Votia (RE)
Yaeger (SE)
Zoumer & Debbie Clubs (DK)

Share