I september debuterede danske Løvehjerte med singlen Fugl Flyver Mod Ruden, som blev rost for sin ærlige tekst og fik masser af airplay på P4. Nu tager hun næste skridt med en single, der viser nye musikalske og personlige sider af hende.
På Uldtøj I Regn synger den danske poppoet om at opdage en personlig og overraskende side af sig selv, som hun aldrig havde forestillet sig at skulle opdage. Troen på, at hun kendte sin identitet, blev udfordret, da hun pludselig blev betaget af en kvinde på sin arbejdsplads. En forelskelse, der føltes forbudt, uopnåelig og tyngende som en våd udltrøje, men som også åbnede døren til nye erkendelser om seksualitetens spektrum:
“Jeg havde aldrig følt mig tiltrukket af kvinder før, så det var både overraskende men også meget fedt. Man går rundt og tror, man er et menneske, men pludselig er man meget mere. Seksualitet et et spektrum ligesom alt andet, men jeg blev bare totalt overrasket alligevel, fordi jeg aldrig havde haft tanken før. Jeg har nok tænkt, at man ligesom har cementeret ens seksuelle identitet når man passerer 30″, fortæller Astrid Maaløe, der er kunstneren bag Løvehjerte.
Uldtøj I Regn udkommer den 21. februar.