Artiklen fortsætter efter videoen
De færreste virksomheder har overlevet både verdenskrige og finanskriser. Det har Kjær & Sommerfeldt, der i 2025 fylder 150 år. Med jubilæet markerer virksomheden en milepæl i virksomhedens historie og giver anledning til at reflektere over arv og fremtid.
Kjær & Sommerfeldt blev stiftet i 1875 af Charles Christian Kjær og Wilhelm Ferdinand Sommerfeldt. I de første spæde år hørte virksomheden hjemme på Strandgade 28 på Christianshavn, men i 1928 flyttede de til Gammel Mønt 4, hvor vinhandlen stadig er åben den dag i dag. Og den 31. marts 2025 kan vinhandlen fejre sit 150-års jubilæum.
Markerer 150 år med 150 initiativer
I anledningen af jubilæet søsætter Kjær & Sommerfeldt 150 initiativer, som skal være med til at markere dagen – både internt og eksternt. Her er der bl.a. tale om helt specielle vinsmagninger, arrangementer og besøg fra nogle af verdens mest anerkendte personer fra vinverdenen. En af de 150 initiativer består af en bog, som bliver udgivet på jubilæumsdagen, der folder virksomhedens lange historie ud.
“Det har været en spændende proces at dykke ned i vores historie gennem arbejdet med bogen. Udover at komme i kontakt med det, som har formet os, er vi faktisk også blevet konfronteret med dele af vores historie, som vi ikke kendte til. Og på en eller anden måde, synes jeg, det er med til at illustrere, hvordan en virksomhed kan blive ved med at lære sig selv bedre at kende – selv efter 150 år”, udtaler Mads Stensgaard, CEO for Kjær & Sommerfeldt.
Mads Stensgaard uddyber, at man i forbindelse med arbejdet med bogen har opdaget nye sider af virksomhedens stiftere og fået bedre indsigt i, hvordan de to grundlæggere startede deres forretning for 150 år siden. Han understreger, at samarbejdet med stifterfamilien, som har bidraget med personlige fortællinger og historiske dokumenter, har været uvurderligt i denne proces.
Der skal nogle helt specielle egenskaber til, hvis en virksomhed skal overleve så længe. Mads Stensgaard mener, at arbejdet med organisationen og kulturen er en essentiel grund til virksomhedens lange levetid. Derudover handler det om modet til at investere – selv i svære tider, som i 2008, hvor Kjær & Sommerfeldt kom på private hænder akkurat som finanskrisen startede:
– Tilbage i en udfordrende tid i 2008, havde vi en ejerkreds, der stolede på projektet og sikrede, at vi kunne investere i udviklingen af vores medarbejdere og os selv. Det samme så vi under corona, hvor vi som virksomhed brugte tiden på at udvikle vores forretning. Og jeg er ikke i tvivl om, at det netop er dén indstilling, der har båret frugt.
Mads Stensgaard uddyber, at det med andre ord har handlet om at have langsigtede mål for øje. Han tror ikke på quick fixes – heller ikke i vinbranchen.