Samarbejde mellem Comwell og Smukfest

Samarbejde mellem Comwell og Smukfest

Festivalgæsterne på Smukfest kan nu opleve en Comwell-hoteloplevelse i miniformat. Hotelkæden Comwell og den skanderborgensiske festival har nemlig indgået et flerårigt strategisk partnerskab, som forener et fælles ønske om at skabe mindeværdige oplevelser for mødet mellem mennesker i inspirerende rammer.

Ud fra idéen “En Comwell-hoteloplevelse i miniformat på Danmarks smukkeste festival” tilbydes festivalgæsterne på Smukfest – i det populære camp-område Sølund Midt – en unik mulighed for komfortabel overnatning med morgenmad.

“Vi glæder os til at folde samarbejdet ud med Smukfest og rykke vores velkendte hoteloplevelse ud i et andet miljø for en stund. Vi ser et godt målgruppematch, så det er en fantastisk mulighed for at bringe nogle af vores egne spidskompetencer, der handler om tryghed, værtsskab og nærvær, i spil i nye omgivelser,” fortæller Michael Hansen, Kommerciel Direktør i Comwell Hotels, og fortsætter: ”Vi glæder os til at skabe et hyggeligt åndehul for gæsterne og vise, hvordan Comwell også her bidrager til unikke og berigende øjeblikke.”

Lidt ligesom et hotelværelse 
Comwell-området, der består af en reception med Comwells dygtige medarbejdere og i alt 75 tenthouses med plads til to i hver, står i et indhegnet område og henvender sig specifikt til gæsten, der ønsker at kombinere fest med komfort og forkælelse. Teltene har ‘lås på døren’, en lille lampe, bløde dyner og puder samt strømstik til opladning af telefonen.

”Det er lidt ligesom et hotelværelse – med alt hvad du behøver for at få en god nats søvn plus morgenmad. Området byder desuden på et fællesområde, hvor du kan slappe af med vennerne og planlægge dagens festivaleventyr,” lyder det fra Michael Hansen.  

Godt match med Smukfests DNA
Også Smukfest udtrykker begejstring over det nye partnerskab, som skal være med til at gøre festivaloplevelsen endnu bedre.

“Vi er glade for at få Comwell ombord som legekammerat. Hotelkædens stærke fokus på sublimt værtskab passer perfekt ind i vores forenings DNA. Sammen vil vi skabe magiske øjeblikke, hvor gæsterne både kan feste igennem og lade op til en ny dag i ekstra komfortable festivalrammer. Et koncept, der er oplagt for mange af vores endagsgæster,” lyder det fra Allan Baunsgaard, Marketing- og Partnerskabsansvarlig på Smukfest.  

Comwell og Smukfest er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på festivalkonceptet, der også vil indeholde elementer fra hotelkædens stærke møde- og konferenceunivers.

Share