Nyt lydkunstværk på Københavns Museum forbinder fortid og nutid

Nyt lydkunstværk på Københavns Museum forbinder fortid og nutid

2025 står i lydens tegn på Københavns Museum. Til maj åbner den store særudstilling ”Lyden af København – Støj, Stemmer og stilhed”. Men allerede til februar indvies museets nyerhvervede lydværk Naufragium aflydkunstneren Jacob Kirkegaard.

Den danske lydkunstpionér Jacob Kirkegaard har skabt et lydværk Naufragium (latin for skibsvrag) til et af museets permanente udstillingsgallerier, der omhandler havnen og hovedstadens historie i perioden 1400-1600. Hovedgenstanden i udstillingsrummet er et fjorten meter langt skibsvrag fra 1400-tallet, fundet i forbindelse med udgravninger forud for opførelsen af Operaen.

”Takket være generøse donationer fra Ny Carlsbergfondet, Det Obelske Familiefond og Augustinus Fonden har Jacob Kirkegaard skabt dette helt nye lydværk, der på fornemste vis sammenkobler samtidskunst og kulturhistorie. Vi glæder os meget over samarbejdet og ser frem til at fremføre værket for offentligheden den 7. februar i år”, fortæller Regitze Lindø Westergaard, museumsinspektør på Københavns Museum. 

Naufragium er et værk i egen ret. Lydværket er ikke en 1:1 lydkulisse med et sejlende skibs lyde, men derimod et værk, der gør noget nyt. Det forbinder nutid og fortid, skaber bro mellem det tavse vrag foran os og den levende historie bag os såvel som under os. For hvor end man bevæger sig i København, på land eller vand, er der spor af historien og andre før os lige under vores fødder.

Værket tager os med under overfladen, ned i en anden tid og verden. Med havet som metafor for det underbevidste skaber Naufragiums lydbillede en sansemæssig forbindelse til skibet. Kirkegaard arbejder altid med egne optagelser, og har for at komponere dette værk blandt andet indsamlet lyde fra dybet i Københavns Havn og vind fra sejlene på historiske skibe foruden lyden af Venedig.

Lydkunstværket ferniseres 7. februar 2025 og bliver udstillet permanent på museet, og indlemmes i museets samling for eftertiden. 

Share