Det kun 2 år gamle aarhusianske bryggeri vinder sensationelt titlen som Årets Danske Bryggeri 2024. Kåringen sker på baggrund af afstemning blandt Danske Ølentusiasters mere end 7.000 medlemmer.
Det er gået stærkt for det unge Stepping Stone Brewing Company siden starten i 2022. Mange nye øludgivelser, flere priser, flere Michelin-restauranter på kundelisten og senest afholdelsen i november af Nordens tredjestørste ølfestival i Aarhus har på rekordtid slået Stepping Stones navn fast som et af de førende og mest nyskabende blandt Danmarks i alt 250 registrerede bryggerier.
Bedrifterne er opnået samtidig med, at Stepping Stone som et socialansvarligt bryggeri har været med til at skabe arbejde for flygtninge. Denne indsats og de bemærkelsesværdige resultater kulminerer nu i kåringen som Årets Danske Bryggeri 2024.
En markant milepæl
Landsformand for Danske Ølentusiaster, Niels Torm, hylder det fremadstormende bryggeri: “Jeg er ikke i tvivl om, at Stepping Stone har vundet prisen, både fordi de har formået at lave noget særdeles velsmagende øl, men måske i særdeleshed fordi deres værdigrundlag er andet og mere end blot at lave øl, hvilket virkelig taler til danskerne. De har gjort en forskel.”
Niels Torm fremhæver bryggeriets sociale ansvar og innovative tilgang, hvor de viser flygtninge vejen til det danske arbejdsmarked, hvilket han ser som medvirkende til, at bryggeriet hos Danske Ølentusiaster er blev indstillet af hele 10 af i alt 49 lokalafdelinger, som er en præstation og en milepæl, der ikke er set før.
Unikt sortiment, ølfestival og kunstneriske etiketter
Stepping Stone er stiftet af Daniel True, Runee Stusgaard og Simon Grøndahl Lyngholm Jakobsen, der alle tre har uddannelser og erhvervserfaring fra det socialfaglige arbejdsområde, samt erfaring fra bryggeribranchen.
Ud over det sociale ansvar og Stepping Stones bredde og på flere punkter unikke ølsortiment fremhæver Danske Ølentusiaster i motiveringen af prisen også Stepping Stones kunstneriske etiketter, der alle er designet af og bliver brugt som udstillingsvindue for kunstnere, der er kommet til Danmark som flygtninge. Desuden fremhæves også bryggeriets stort anlagte ølfestival Aarhus Together med mere end 2.500 besøgende.
Det er alt sammen med til at vise, ”at den danske ølscene er andet og mere end bare at drikke øl. Det er en væsentlig del af den danske kultur, og en særdeles potent kulturformidler, når det kommer til at inkludere og omfavne dem, som af forskellige årsager har været nødsaget til at søge tilflugt i Danmark. Med en blanding af kreativitet, innovation og jordnærhed er Stepping Stone et bryggeri, der sætter nye standarder for, hvad godt øl kan være i Smilets By og langt ud over,” fremgår det af motiveringen fra Danske Ølentusiaster.