De første navne til Spot 2025 offentliggjort

De første navne til Spot 2025 offentliggjort

Den 2. og 3. maj afviklet Spot i Århus. En festival for den nye musik. Nu har arrangørerne offentliggjort de første navne på den der skal optræde på 2025-udgaven af festivallen.

Der er tale om en blanding af dreampop, en smule rock, et hint af hiphop og R&B, et lille drys norsk og svensk, noget du kan danse til, noget du kan kaste med håret til, og noget hvor du kan være lidt ekstra følsom.

Læs om de offentliggjorte navne i nedenstående.

Indie-darling Elias Rønnenfelt er kendt som frontmand og sangskriver i Iceage, men denne gang får vi lov at opleve hans bombastiske, skrøbelige og rå lyd i eget navn, og det bliver uden tvivl fyldt med både desperat længsel og øm overgivelse. De svenske pigespejdere fra Girl Scout bliver sammenlignet med alt fra The Breeders til Snail Mail, men kvartetten formår på deres helt egen måde at skabe en lyd, der er vovet, bjergtagende og støjende, uden at undertrykke melodien, når de udfolder deres alt-rock. Aarhusianske Akabanga er et dynamisk ensemble med dybtgående viden om de forskellige rytmer fra Vest- og Østafrika, og ved at omfavne deres nysgerrighed i rytmernes dybder, vil de guide dig gennem lande af lyde, melodier og harmonier.

Ashes of Billy er puljens yngste kort, men den unge trio har alligevel formået at skabe en god portion erfaring allerede, og de imponerer selv de mest garvede rock-entusiaster, når de viser deres egen blanding af post grunge, alternativ rock og heavy. Et andet band, der også har fået masser af opmærksomhed for deres rocklyd, er kvartetten BÆNCH, der udfordrer genren ved at trække tråde til shoegaze, alt-pop og grunge, alt imens de brillerer på livescenen.

I den mere poppede ende af skalaen finder vi en artist, der kunne gå hen og blive en ny norsk yndling. Mere præcist er der tale om Silje Espevik fra Norge, der under kunstnernavnet Yndling skaber en støjfyldt dreampop-verden med inspiration fra bl.a. navne som Beach House, Men I Trust og Cocteau Twins. Den danske trio Kayak bevæger sig også i poplandskabet, hvor deres lyd strækker sig fra stor og teatralsk til intim og nedbarberet, nogle gange på en og samme tid, og altid bundet sammen af deres sangtekster, der er fyldt med insisterende nærvær.

Et andet act der arbejder med dybfølte tekster og store klangflader er sanger, sangskriver og cellist Laura Ziani, der med en rodfæstet musikalitet og et autentisk udtryk fascinerer enhver lytter. Sidste talent i denne runde er rapper, sanger og producer Oskar Elholm aka ozzy, der udfordrer lyden af moderne hiphop, når han griber efter inspirationskilder fra R&B, house, future bass og bossanova.

Share