Tivoli er et magisk sted. Det er der ganske enkelt ingen tvivl om. Du skal være lavet af sten, hvis du ikke bliver betaget af dette smukke sted midt i Danmarks hovedstad. Tivoli er magisk om sommeren, men det er det i høj grad også i juletiden. Lidt nu er belysningen og udsmykningen i Carstensens gamle have noget helt unikt, der skaber en stemning, der er noget helt specielt og som kan frembringe en følelse af at magi findes. Også selvom haven er overrendt af mennesker.
Af Kenneth Møller Kristensen
Lørdag den 30. november var der, i havens Koncertsal, repremiere på Tivolis opsætning af balletten Nøddeknækkeren, en af verdens mest kendte juleballeter. Tivolis version er oprindeligt fra 2012, men i år genskabt i en opdateret version, hvor Dronning Margrethe har leveret den kyndige hånd bag scenografi og kostumer.
JuicyNet.dk havde fredag muligheden for at være til stede ved repremieren og dermed opleve Tivolis magi og den specielle stemning, der er omkring den berømte ballet.
Du bliver i Nøddeknækkeren trukket med ind i en magisk verden, hvor alt føles let og svævende. Når du sætter dig i Tivolis Koncertsal gennemgår du to timer med plads til blot at betragte, måske undres, men ihverfald med en mulighed for at lade magien herske. Det er et imponerende og meget velfungerende show. Scenen i koncertsalen er i den cirka halvanden time Nøddeknækkeren udspiller sig, skueplads for farver, lethed og elegance af en anden verden. Du behøver ikke tænke så meget. Du skal blot tage tingene ind. H.C. Andersen, Harlekin, Pjerrot og alle de andre tager dig i hånden. Du skal blot læne dig tilbage og nyde julemagien. Lidt bizart, men smukt og vel egentlig ægte.
Er du ikke vant til ballet, eller forstår du ikke magien bag ballet. Ja så kan en forestilling som Nøddeknækkeren virke bizar, grænsende til det komiske. Der er jo ikke tale om en forestilling med en indviklet handling, der udspiller sig for næsen af publikum. Men mere om en række magiske øjeblikke, der vel egentlig fortæller lige præcis, hvad julen handler om. Altså via specielle dansetrin og kostumer i overraskende farver.
Fire Appelsiner fra JuicyNet.dk til Tivolis Nøddeknækkeren. Alle fire for at holde magien i live.
Nøddeknækkeren spiller i Tivolis Koncertsal til og med 29. december og opføres som en del af Jul i Tivoli, som løber helt frem til den 5. januar 2025.
Det er sjette gang, at forestillingen opføres, og flere end 170.000 har tidligere oplevet forestillingen. Som noget nyt i 2024 har Dronning Margrethe kreeret tre nye kostymer til Nøddeknækkeren, som består af tre dansende snurretoppe i stærke farver.
Dronning Margrethe fortsætter som scenograf og kostumedesigner i Tivoli i 2025, hvor juleballetten Snedronningen bliver genopsat.
Og for dig, der ikke ved hvem Carstensen var. Georg Carstensen var manden bag Tivoli, som han kunne åbne den 15. august 1843. Blandt gæsterne den dag var H.C. Andersen.