Culture Box, Københavns mest ikoniske elektroniske spillested, introducerer endnu et tiltag i deres mission om at skabe en tryg og sikker koncert- og kluboplevelse for deres gæster. I et samarbejde med Komfid lancerer Culture Box som det første spillested i København låg til drinksglas, som beskytter mod risikoen for at blive drugged.
Culture Box har allerede et stærkt fokus på tryghed gennem deres eksisterende Safer Space-indsats med et adfærdskodeks, et Safer Space Crew og en håndtering, der er udviklet i samarbejde med Good Night Out Campaign. Nu ønsker spillestedet at gå et skridt videre for at skabe et sikkert miljø. De nye låg fra Komfid er en ekstra beskyttelse, der giver gæsterne en større tryghed, når de nyder deres drinks.
Tiltagets betydning for nattelivet
Culture Box understreger, at de kun har oplevet ganske få tilfælde af mistanke om drugging, men at de med lanceringen af Komfid-lågene ønsker at sende et klart signal om, at tryghed og sikkerhed er i højsædet. Tiltaget skal ses som et proaktivt skridt for at sikre, at gæsterne kan føle sig trygge og koncentrere sig om at nyde musikken og den særlige klubatmosfære på spillestedet.
Fra og med 22.november 2024 vil lågene være tilgængelige på Culture Box, hvor gæsterne frit kan benytte dem til deres drikkevarer.