Forlaget Gyldendal A/S opjusterer sine forventninger til driftsresultatet for 2024, som nu forventes realiseret på 20-30 mio. kr. Den tidligere forventning lød på et driftsresultat mellem 15-25 mio. kr. Omsætningen for året forventes fortsat i niveauet 700-725 mio. kr.
Opjusteringen kan primært henføres til de annoncerede løbende forbedringer af omkostninger og anlægsinvesteringer, som er forud for den plan, der blev lagt ved indgangen til året.
Administrerende direktør Hanne Salomonsen udtaler:
”Det er tilfredsstillende, at eksekveringen af vores strategi giver resultater. Det skyldes en kombination af et stærkt udgivelsesprogram og en fokuseret indsats på at styre omkostningerne på tværs af Gyldendal. Opjusteringen bekræfter os i, at vores strategi er rigtig, og at vi kan leve op til vores langsigtede finansielle ambitioner.”