Den 24. oktober har Teater Play på Amager premiere på deres jubilæumsforestilling, ‘MÅST the show go on?!’
En forestilling, som arrangørerne skriver har metaplaner smurt godt og grundigt ud over scenen, så man aldrig heeelt ved hvem der er hvem.. Går forestillingen i gang? ER den igang? Og slutter den aldrig?
Teater Play skriver at der er tale om en hybrid mellem teater, show, drama, satire, foredrag, musical og standup.
Mille Berg spiller – vistnok – sig selv, men alligevel ikke, og Christina Sørensen spiller vist også sig selv, og så har de hyret Andreas ind til at, tage imod billetter, eller hvad?
Forestillingen starter i et univers, der er som en ganske almindelig showaften. Publikum ankommer, får en drink i baren, sætter sig ind i teatersalen. Og så – starter forestillingen. Vistnok. Eller skal der en feberredning til for at få det skide show til at fortsætte? Det viser sig nemlig at Milles ‘faste’ skuespillerkollega udebliver, og i stedet hiver hun i desperation fat i sin ansatte Andreas, som ‘vistnok har taget et aftenkursus i skuespil engang’. Han bliver hvirvlet ind i forestillingen, og herefter kan alt ske.
Spilleperioden er den 24. oktober – 29. november 2024.